Microsoft i bitcoin-kovending: Beklager ‘forkert information’

I går skrev flere danske og internationale medier, at Microsoft ikke længere understøttede Bitcoins som betalingsform i Microsoft Store. Det var imidlertid ikke rigtigt, siger virksomheden nu selv.

I en kortfattet meddelelse, som dumpede ned ud af det blå, kunne Microsoft i går meddele, at det ikke længere ville være muligt at benytte bitcoins som betalingsform i Microsoft Store.

Læs også: Microsoft dropper Bitcoins som betalingsform i Windows Store

Det skrev vi blandt andet selv her på Version 2 - ligesom en lang række danske og internationale medier også bragte historien.

Læs også: Microsoft tager nu imod bitcoin for digitalt indhold

I dag, dagen derpå, lyder der imidlertid nye toner fra Microsoft, skriver TechCrunch.

Her beklager Microsoft den ‘forkerte information’ der i går slap ud, og understreger, at de stadig støtter bitcoins for betalingsform i deres online-shop.

»Vi fortsætter med at støtte bitcoins som betalingsform til din Microsoft-konto, som kan bruges til at købe indhold i Microsoft- og Xbox-butikkerne. Vi undskylder for forkert information, som blev postet utilsigtet på en Microsoft-side, som bliver rettet nu,« lyder det ifølge TechCrunch fra Microsoft.

Læs også: Bill Gates: Der er to problemer med Bitcoin til fattige

Siden, der tidligere fortalte om Microsofts brud med bitcoin som betalingsform er nu blevet rettet.

Microsoft fortæller ikke noget om, hvordan den ukorrekte information i første omgang kom ud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (3)

Nicolai Rasmussen

Nåee, du mener ligesom Netto ikke tager dankort, men har en aftale med en service provider der står for den del? Ja det har du selvfølgelig ret i. Jeg tror ikke det gør så stor forskel for dem med dankort og bitcoin.

Mikkel Ab

Nej, Netto tager jo netop DKK direkte fra deres betalings partnere. Hvis sammenligningen skulle holde, så skulle dit spørgsmål gå på om de, f.eks. modtager Euro eller andre valuta direkte. Om de gør dette ved jeg ikke og afhænger nok af aftaler med partneren (det er f.eks. ofte muligt at betale med DKK via Mastercard i udlandet og derved undgå vekselgebyr til lokal valuta.).

Microsoft modtager jo netop ikke Bitcoins, deres betaling partner sørger for at de bliver vekslet før betalingen er gennemført.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer