Det er ikke et spørgsmål om, at Microsoft er mere blødsøden over for studerende og andre privatbrugere af Windows og Office end over for virksomhedskunder. Begge grupper risikerer at blive mødt med bødekrav og erstatning, hvis de bliver taget med hænderne nede i kagedåsen med piratkopieret software.
Det er budskabet i en e-mailkorrespondance mellem Microsoft og Version2, efter at det i går kom frem, at Microsoft ikke ville komme efter studerende med ulovlige kopier af Microsoft-produkter, men at softwaregiganten i stedet satsede på at gøre prisen så attraktiv, at pirateriet ikke kunne betale sig.
»Generelt mener vi, at man skal betale for de værktøjer man anvender. Dette er et grundlæggende princip i enhver virksomhed. Men vi må erkende, at holdningen blandt studerende omkring piratkopiering af musik, film og software desværre er, at det er acceptabelt ikke at betale for det man bruger. Det er en gruppe, som MS ikke har nogen mulighed for at 'styre' eller kræve, at de overholder grundlæggende lovlige regler,« skriver divisionschef for Microsoft Office system, Thomas Schnegelsberg.
Men hvor studerende fremstår som en gruppe, som Microsoft ikke kan styre, ser mulighederne ganske anderledes ud for virksomheder:
»For virksomheder gælder, at de skal og forventes at betale for deres værktøjer, herunder Microsoft Office. Her gælder, at de skal efterleve både etiske regler omkring IP-rettigheder og juridiske regler omkring ophavsregler (da virksomheden typisk selv har IP-rettigheder, som deres eksistens er afhængig af). Så Microsoft har også her en politik, at man skal betale for de produkter, man bruger. Forskellen er blot, at det er lettere at identificere en juridisk enhed (en virksomhed) frem for en anonym studerende,« skriver Thomas Schnegelsberg videre.
Hvis man som privatperson/familie bruger ulovlige Windows- og Office-kopier, kan man så sove roligt og ikke forvente, at Microsoft banker på en dag?
»NEJ, vores IP-rettigheder betyder, at vi kan gøre alle juridisk ansvarlige. Og det vil vi gøre, hvis vi mener sagen kan vindes. Dette er allerede sket via BSA-foreningen, men dog kun i større piratsager. Men først og fremmest er vi optaget af at informere om, at vores produkter har stor value for money, og at prisen er lavere end mange tilsyneladende tror. F.eks. har vi pt. en kampagne for studerende, der kan købe Office for 400 kroner,« slår Thomas Schnegelsberg fast i mailen.