Microsoft gør Excel til dataknuser med nyt værktøj til import og visualisering af data

WPC 2013: Med Power BI kan man importere offentlige data fra Azure og visualisere dem i Excel. Næste skridt bliver nemme rapporter ud fra simple søgninger.

HOUSTON. Excel har længe lidt i spøg været kaldt for verdens mest udbredte business intelligence-værktøj, men Microsoft arbejder ihærdigt på, at det skal være mere i alvor end for sjov, at Excel og business intelligence nævnes i samme sætning.

Microsoft har netop lanceret de første to komponenter i et decideret værktøj til ledelsesrapportering eller business intelligence under navnet Power BI.

De to komponenter er udvidelser til Excel 2013, og kan allerede nu hentes fra Microsofts Power BI-hjemmeside.

Den ene komponent hedder Power Query og er et værktøj til at importere data til Excel og kombinere dem fra flere kilder. Dataene kan enten hentes fra interne kilder i organisationen via Sharepoint, men kan også komme fra web som eksempelvis statistik fra Facebook, forskellige databaser såsom Oracle eller DB2, filer eller fra et online-katalog af data, som Microsoft har gjort tilgængeligt via Windows Azure.

De offentlige data på Azure er eksempelvis et stort antal tabeller med statistiske data fra Wikipedia, men det er ikke statiske data. Man kan hente dem ind via Azure, som derefter kan opdatere dem ved at trække opdaterede data fra originalkilden.

Power Query indeholder også et værktøj til at kombinere data fra forskellige kilder, danne nye tabeller og rense ud i dataene. Det hele gemmes som scripts, man også kan gå ind og rette, hvis man har brug for helt specifik finpudsning.

Når man har hentet dataene ind, så kan man visualisere dem på nye måder i Excel med Power Map, hvor man eksempelvis kan få vist statistik på et kort eller en tredimensionel globus. Det hele foregår som forholdsvis simpel klik i menuer, som tilpasser sig typen af data efter samme opskrift, som Microsoft har indført til eksempelvis at arbejde med grafer i Excel 2013.

Illustration: Microsoft

Næste skridt, som vil blive tilgængelig i en testudgave senere på sommeren, er Power BI-værktøjet til Office 365. Her kan man dele sine rapporter, og kolleger i organisationen kan trække på de samme datasæt og generere deres personlige variationer, som de ikke behøver dele.

Power BI-værktøjet indeholder også en særlig måde at generere rapporter, hvor man kan skrive en simpel søgetekst i noget, der er tæt på normalt sprog, hvorefter webapplikationen vil forsøge at finde de relevante data og vise dem på den måde, den gætter på er den bedste.

I en demonstration af Power BI fik Version2 eksempelvis demonstreret, hvordan man kunne tage data fra økonomi- og lagersystemet i en bar og blot bede om at få vist lagerbeholdningen af forskellige typer alkohol og få det koblet sammen med, hvor meget hver type genererede i omsætning.

Da Power BI blev demonstreret på scenen ved åbningen af Microsofts store partnerkonference i Houston, blev visualiseringsværktøjet brugt til at vise, hvilke musikere der havde domineret hitlisterne i USA de sidste 50 år i boblediagram, som kunne afvikles som en animation over tid.

Microsoft havde allerede i Office 2013 skruet op for business intelligence-funktionerne med værktøjet Power Pivot, som også indgår i de redskaber, der bindes sammen med Power BI.

Du kan læse mere om Power BI i denne tutorial på Microsofts Power BI-blog.

Version2's rejseomkostninger i forbindelse med dækningen af Microsoft Worldwide Partner Conference 2013 i Houston er betalt af Microsoft Danmark.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere