Microsoft gør det nemmere at anmelde racisme
Beskeder, dokumenter eller mails på forbrugerservices fra Microsoft, der opfordrer til vold eller promoverer had, skal kunne anmeldes uden besvær.
Det er formålet med Microsofts nye hjemmeside, hvor internetbrugere kan rapportere om eksempelvis racistisk indhold i en række programmer eller systemer.
I flæng nævner it-giganten Docs.com, OneDrive, Outlook, Skype, Sway og Microsofts konsolverden Xbox Live.
Krænkelsernes karakter kan omhandle alt fra alder, køn, nationalitet eller etnisk afstamning til race, religion og seksuel orientering.
»Vi vil fortsætte vores 'varsel-og-takedown'-tilgang til at fjerne forbudt indhold på Microsoft-hostede forbrugertjenester, og den nye form har til formål at forbedre kvaliteten og hastigheden af vores anmeldelser. Når hadefuld tale rapporteres til os, vil vi evaluere hver klage, overveje kontekst og andre faktorer og bestemme passende foranstaltninger med hensyn til indhold og brugerens konto,« skriver Microsofts chef for onlinesikkerhed, Jacqueline Beauchere, på en blog på hjemmesiden.
Den specielt udviklede hjemmeside til klager kan modtage anmeldelser fra folk i hele verden.
Med da servicen kan misbruges og føre til sletning legitimt indhold, har Microsoft også udviklet en hjemmeside, hvor brugere på anmodning kan få genoprettet deres indhold.
