Microsoft: Forretningsfolk skal programmere med modeller
Der kommer mere kød på Microsofts nyeste satsning på udviklingsområdet, som går under kodenavnet "Oslo."
Oslo er et modelleringsunivers, som består af flere elementer. Indtil videre har der ikke været klarhed over, hvad strategien ville indeholde. Nu skulle de enkelte elementer være på plads.
Det er en forenet model for platformen, fortæller René Løhde, som er it-arkitekt hos Microsoft. Det kendes fra firmaet Rationals værktøjer og modelleringsstandarden UML, som Microsoft har haft et anstrengt forhold til.
»For Microsoft har UML altid stået for "Unwanted Modelling Language,"« fortæller René Løhde. Men nu er softwaregiganten altså med på vognen med sin egen vifte af produkter og teknologier, som adresserer de samme behov som UML.
»Kunderne har haft et andet syn på det, og så må man rette ind,« lyder hans vurdering.
Det er Microsofts intention, at Oslo skal bringe modellerne tættere på der, hvor forretningen foregår.
»Den hellige gral er der, hvor man kan sætte forretningsfolk til at fortælle systemet, at der er ændringer, og jeg vil gerne have det reflekteret,« fortæller René Løhde.
Forretningen skal programmere
»Forretningsfolk kan være produktive med Excel og Access. Det, man skal forestille sig, er, at der kommer et visuelt grafisk værktøj til folk lidt længere oppe i hierarkierne.«
Men der er også produkter til udviklerne. Oslo vil omfatte et nyt programmeringssprog, der tidligere havde navnet D, som hentyder til dets deklarative natur, og som nu er omdøbt til "M," skriver All About Microsoft. Sproget bygger på Microsofts sprog XAML, som er et XML-sprog, der gør det muligt at skabe web-agtige applikationer på Windows.
Strategien udmønter sig også i et nyt grafisk værktøj med navnet Quadrant, som kan benyttes til komplicerede modelleringsopgaver.
Dertil kommer et lager for modeller, som bygger på SQL Server. Lageret kan gemme modeller, definitioner og metadata. Udviklere vil kunne benytte Access og Excel samt andre værktøjer til at arbejde med modellerne i lageret.
Ifølge Microsoft-chefen Robert Wahbe kommer de tre dele sammen med en kommende udgave af Visual Studio, men om det bliver den kommende version, melder historien ikke noget om.
Det forventes, at Microsoft vil løfte sløret for Oslo på den kommende strategi-konference PDC, som afholdes i Los Angeles om to uger.
Version2.dk dækker konferencen.
