Node.js kommer måske til at give udviklere muligheden for at vælge mellem to rivaliserende Javascript-motorer. Microsoft har nemlig foreslået en opdatering til Node.js, som vil gøre det muligt at bruge Microsofts ChakraCore.
Både i kommentarerne på Github og på Reddit er der flere positive reaktioner på Microsofts forslag. Det ses blandt andet som en mulighed for at sikre, at begge Javascript-motorer holder sig helt oppe på dupperne, hvis de konkurrerer om at være favorit i Node.js.
Node.js bruger i dag V8-motoren, som er udviklet af Google. Begge motorer er frigivet som open source. Node.js er en populær platform til serverdelen af webapplikationer.
Selvom Microsoft nu har foreslået, at man også skal kunne bruge ChakraCore, så er det sandsynligvis ikke et tilbud, der kommer til at blive realiseret fra den ene dag til den anden, da der er tale om en temmelig stor mængde kode, der i givet fald skal tilføjes til Node.js-projektet.