Microsoft vil forene Universal Windows Platform (UWP) med gammeldags desktop-programmer, skrevet med Win32-api'er
Det skriver mediet The Register.
Microsoft har på den netop overståede virtuelle Build-konference løftet sløret for en tidlig udgave af WinUI, som er et framework til grafiske brugerflader. WinUI understøtter både UWP og Win32, også kendt som gammeldags desktop-applikationer.
UWP er en platform til at skrive apps, der kører på Windows 10, Windows 10 Mobile, Xbox One og HoloLens. Miljøet blev introduceret i Windows 8 som Windows Store apps og Metro-style apps.
Ifølge The Register har Microsoft tilkendegivet, at firmaet vil opnå kompatibilitet så langt tilbage som Windows 8.1 via såkaldte polyfills.
Også på Build-konferencen har Microsoft løftet sløret for et andet brugerflademiljø.
Det drejer sig om MAUI til .Net, som er en videreudvikling af Xamarin.Forms, der tidligere har gjort det muligt at skabe brugerflader til Windows, iOS og Android med samme kode
Nu udvides biblioteket med understøttelse af MacOS og nye enheder som Microsoft Surface Duo. Også Linux understøttes.