Microsoft fikser batteriproblem i Surface Pro 3 med firmwareopdatering

Problemet var en defekt 'brændstoftmåler', som Microsoft var i stand til at fikse med en softwareopdatering.

Ned til én time på en fuld opladning er ikke en tilfredsstillende batteritid for en tablet-pc i den prisklasse, Microsofts Surface Pro 3 tilhører, men det problem, som visse Surface Pro 3-brugere har oplevet i løbet af sommeren, skulle nu være fikset ifølge Microsoft.

Problemet var, at brugerne satte deres enhed til opladning, men selvom batteriet så ud til at være fuldt opladt, så løb enheden meget hurtigt tør for strøm, selvom Surface Pro 3 normalt burde have batterikapacitet til en hel arbejdsdag.

Ifølge Microsoft var der på visse enheder opstået en fejl, som gjorde, at styresystemet og firmwaren fik melding om en fejlagtig batteritilstand. Det vil sige, at firmwaren fik besked om, at batteriet var fuldt opladt og derfor stoppede opladningen.

For at beskytte batteriet, slår opladningen fra, når batteriet nærmer sig en øvre grænseværdi. Den grænseværdi ændrer sig i løbet af batteriets levetid, og det skal systemet kompensere for. I dette tilfælde slog opladningen imidlertid fra, mens batteriet var langt fra maksimal opladning.

Nu har Microsoft frigivet en opdatering, der igen skulle få systemet til at oplade batteriet korrekt. Det kan kræve et par opladningscyklusser, før det slår helt igennem, påpeger Microsoft, som også lover, at rettelsen skulle forhindre flere Surface Pro 3-enheder i at blive ramt af samme problem.

Ifølge Microsoft kan problemet sammenlignes med en defekt brændstofmåler i en bil, der viser en forkert mængde brændstof i tanken.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Lasse Mølgaard

Generelt synes jeg man skal passe på med bilanalogier, da de som regel rammer mere eller mindre ved siden af målet.

Tage nu dette afsnit:

Ifølge Microsoft kan problemet sammenlignes med en defekt brændstofmåler i en bil, der viser en forkert mængde brændstof i tanken.

Jeg kan godt hvor forfatteren vil hen, men en bil kan vel køre lige langt uanset hvad måleren siger. Det kommer vel mere an på hvor meget brændstof der er i tanken.

Og med hensyn til optankning rammer analogien helt ved siden af. :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere