Microsoft får grønt EU-lys til at opkøbe LinkedIn

EU-Kommissionen godkender, at Microsoft overtager nettjenesten LinkedIn, men opstiller flere betingelser.

I sommer opkøbte Microsoft det karriereorienterede sociale medie LinkedIn for omkring 170 milliarder kroner. Men først nu har handlen fået grønt lys af EU-kommissionen. Det skriver Reuters.

»Med den regulative proces bag os, kan vi bringe to fremraende virksomheder sammen og fokusere på endnu større emner for fremtiden,« lyder det fra Microsoft-præsident Brad Smith i en pressemeddelelse.

Læs også: Microsoft køber LinkedIn for 170 milliarder kroner

Men blåstemplingen er dog afhængig af en række betingelser, som Microsoft skal leve op til, oplyser Reuters. Blandt andet må det ikke ramme den frie konkurrence i Europa mellem sociale nettjenester.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, er fortrøstningsfuld omkring aftalen, og mener, at den fortsat sikrer det frie valg for forbrugeren.

»Et voksende antal af europæerne er medlemmer af professionelle sociale netværk. Disse netværk er vigtige for professionelle for at forbinde sig og interagere og for at finde nye karrieremuligheder. Dagens beslutning sikrer, at europæerne fortsat vil kunne nyde et frit valg mellem professionelle netværk,« siger Margrethe Vestager, der er konkurrencekommissær hos EU og tovholder for beslutningen, i meddelelsen.

Læs også: Kommentar: Nej, jeg ved heller ikke hvorfor Microsoft køber LinkedIn

EU-Kommissionen har navnlig været opmærksom på, hvorvidt Microsoft vil benytte sin position til at installere LinkedIn på pc'er med Windows. Kommissionen har tidligere straffet Microsoft for at forinstallere egne programmer. Det gælder Microsofts browser Explorer, hvor forbrugerne ikke fik tilbud om at installere browsere fra konkurrerende softwarefirmaer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere