Microsoft beholder guldkalv på konkurrentens platform - vil undgå sanktioner
Med opkøbet af Activision Blizzard står Microsoft til at overtage en lang række kendte spilserier. Én af dem, der indbringer Activision flest penge, er Call of Duty serien, og det har været til megen debat blandt observatører af spilbranchen, om Microsoft Gaming har planer om at gøre serien eksklusiv til Xbox.
De spekulationer ser dog ud til at kunne blive lagt i graven. Microsofts næstformand og præsident, Brad Smith, har nemlig offentliggjort i et blogopslag, at Call of Duty ikke skal være eksklusiv til Xbox.
Han skriver, at Microsoft har tænkt sig at overholde eksisterende aftaler mellem PlayStation og Activision, men vil også i fremtiden beholde Activision Blizzard spil på Sonys platforme.
Microsoft er endda interesserede i at lave lignende aftaler med Nintendo.
I blogopslaget snakker Brad Smith også om en række principper, der skal signalere til omverden, at firmaet har i sinde at holde deres app-stores åbne for alle på tværs af platforme.
Før tilegnelsen af Activision Blizzard kan træde i kraft, skal den amerikanske konkurrencemyndighed, Federal Trade Commission (FTC), nemlig godkende handlen, og med de nye principper håber Microsoft at gøre det mere sandsynligt, at handlen går igennem uden komplikationer.
De nye principper kommer til at gælde på Microsoft Store på Windows og »den næste generation af markedspladser vi vil bygge for gamere«, som der står i blogopslaget. Et udvalg af principperne kommer også til at gøre sig gældende på Xbox.
Blogopslaget afsluttes med en flot erklæring fra Brad Smith:
»Ultimativt tror vi på, at denne principielle tilgang vil promovere et mere åbent app-marked til gavn for både vores brugere og indholdsskabere. Til gengæld vil de hjælpe os med at bygge en større og bedre spilbranche,« skriver han.
Drager erfaringer fra hollandsk sag mod Apple
I opslaget henviser Brad Smith desuden til igangværende lovgivning i lande rundt om i verden. Et af de lande er Holland, hvor Apple for nylig blev pålagt af de hollandske konkurrencemyndigheder at gøre det muligt for udviklere af dating-apps at give deres brugere alternative betalingsmetoder, da Apple blev kritiseret for at tage høje kommissioner af virksomheders salg via iOS-apps – i nogle tilfælde op til 30 procent.
Det løste Apple så på noget kreativ vis ved i stedet at opkræve 27 procent i kommission for tredjepartsbetalinger.
Det ligner, at Microsoft ret specifikt henviser til denne problemstilling med punkt nr. 8 i deres principper:
»Vi vil ikke tvinge udviklere i vores app-butikker til at bruge vores betalingsmetoder i forbindelse med salg i apps,« står der.
Microsoft har opstillet 11 principper, der er fordelt på fire forskellige kategorier. 'Kvalitet, sikkerhed, tryghed og retten til privatliv', 'ansvarlighed', 'fairhed og gennemsigtighed' og 'udviklingsvalg.'
Du kan læse alle principperne her.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.