Medarbejdere hos Microsoft har sendt et brev til selskabets ledelse, hvor de opfordrer til, at et tilbud på en amerikansk militærkontrakt tilbagekaldes. Hvis Microsoft vinder kontrakten, vil det indebære, at it-selskabet skal levere computerkraft til kunstig intelligens, der skal bruges i krigsøjemed.
Buddet fra Microsoft på deltagelse i et cloudbaseret system under navnet Joint Enterprise Defense Infrastructure (JEDI) blev indleveret d. 12. oktober.
I skrivelsen anklages Microsoft for at bryde med selskabets principper »i bytte for kortsigtet profit«, hvis man beder medarbejderne gå ind i et it-projekt, hvor ingen aner, om det skal bruge til positionering, overvågning eller i drabsøjemed.
»Mange Microsoft-medarbejdere mener ikke, at det, vi bygger, skal bruges til at føre krig,« lyder det i brevet.
JEDI er ifølge The Guardian et ambitiøst projekt, der fra skyen skal betjene amerikanske styrker over hele verden, fra analytikere ved skriveborde i Virginia til soldater på operation i Niger.
Kontrakten lyder på 10 mia. dollars over 10 år, og derfor kæmper flere store tech-virksomheder om at vinde den. Målet er ifølge Guardians analyse ikke så meget at øge slagkraften til at dræbe - for ildkraften i det amerikanske militær er i forvejen overvældende - men at øge chancen for at ramme det rigtige mål.
Machine learning skal altså hjælpe med at analysere de enormt store mængder data, som kan føre militæret til det rigtige mål eller til fjenden, som ellers i vores tid er blevet langt mere diffus end tidligere.
Men det er ikke en mission, som de ansatte, der står bag brevet, bakker op om:
»Da vi begyndte at arbejde hos Microsoft, gjorde vi det i håb om at 'give alle mennesker på jorden mulighed for at opnå mere', ikke med det formål at afslutte liv og skabe mere død,« skriver de endvidere.
Det vides ikke, hvad den amerikanske regering vil anvende JEDI-projektet til.
På en industrikonference, hvor JEDI blev drøftet, afslørede administrerende direktør for det amerikanske forsvarsministerium John Gibsondet dog, at projektet »vitterlig handler om at øge slagkraften (lethality, red.) i vores afdeling«.
Google har oplyst, at man har trukket sig fra udbudskonkurrencen, med en udtalelse om, at det er usikkert, om deltagelse ville være i strid med selskabets AI-principper.
Virksomheden står i øvrigt overfor intern modstand mod deltagelsen i det amerikanske militærs Maven-program.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.