Microsoft-ansatte nægter at udvikle HoloLens-briller til militær brug

Illustration: photogearch/Bigstock
Åbent brev til Microsofts ledelse kræver annullering af kontrakt med det amerikanske militær.

En ‘global koalition’ af Microsofts ansatte har skrevet et åbent brev til Microsofts president, Brad Smith, og administrerende direktør, Satya Nadella, hvori de udtrykker deres utilfredshed med milliardkontrakten, som selskabet har indgået med militæret i USA. De opfordrer også alle ansatte i Microsoft til at skrive under på brevet.

Ifølge Bloomberg skal Microsoft i udgangspunktet levere så mange som 100.000 HoloLens AR-briller (augmented reality) til den amerikanske hær, men nu kræver it-selskabets ansatte, at deres chefer annullerer kontrakten.

Microsofts nye HoloLens 2. Illustration: Microsoft

»For os er det meget bekymrende, at Microsoft tilbyder det amerikanske forsvar våbenteknologi, som bidrager til, at et land øger dødeligheden ved hjælp af værktøj, vi har konstrueret.«

»Vi har aldrig sagt ja til at udvikle våben, og vi kræver at have noget at sige med hensyn til, hvordan vores arbejde anvendes,« står der i brevet.

Endvidere står der i brevet, at HoloLens-brillerne er designet til at hjælpe militæret med at dræbe. De vil blive taget i brug på slagmarken ved at forvandle krigsførelse til et simuleret ‘videospil’ for at gøre den grusomme realitet af krig og potentiel død mere virkelighedsfjern.

Stiller krav

Ud over kravet om, at Microsoft skal annullere kontrakten med det amerikanske militær, er der fremlagt flere krav i det åbne brev:

  • Al-udvikling af våbenteknologi skal ophøre, og der skal laves nye retningslinjer for en brugspolitik, som tydeliggør denne forpligtelse.

  • Etablering af et selvstændigt etisk råd med fuldmagt til at håndhæve og offentligt godkende beslutninger i henhold til de nye retningslinjer.

Mange af Microsofts ingeniører bidrog til udviklingen af HoloLens-brillerne, før kontrakten med den amerikanske hær i det hele taget eksisterede. I brevet fremgår det, at de havde forestillet sig, at teknologien ville blive brugt til noget helt andet:

»Vi troede, at teknologien ville blive brugt til at hjælpe arkitekter og ingeniører med at lave bygninger og biler. Hjælpe læger med at operere, revolutionere spilverdenen eller gøre det lettere at lære at spille klaver.«

Tirsdag morgen havde brevet fået over 250 signaturer fra Microsoft-ansatte, fortæller den samme Twitter-konto, som publicerede brevet på de sociale medier.

»Som ansatte og aktionærer ønsker vi ikke at profitere på krig. Desuden er det vigtigt for os, at Microsoft stopper med at bidrage til, at den amerikanske hær kan påføre andre skade,« står der til sidst i brevet.

Administrerende direktør Satya Nadella oplyste i et interview med CNN, at de ønsker en åben dialog med deres ansatte, men forsvarer samtidig kontrakten, som Microsoft har med den amerikanske hær.

»Vi har taget en principiel afgørelse, som går ud på, at vi ikke tilbageholder teknologi fra institutioner, vi selv har valgt til at beskytte den frihed, vi nyder godt af.«

»Vi har været meget åbne om denne afgørelse og vil fortsætte med at være i åben dialog med vores ansatte. Vi er fuldt ud klar over, hvilket ansvar der ligger på os,« fortæller Satya Nadella.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kenn Nielsen

En ‘global koalition’ af Microsofts ansatte har skrevet et åbent brev..........Tirsdag morgen havde brevet fået over 250 signaturer fra Microsoft-ansatte

Det er vel lige før der ikke kan være færre end 250 lokationer rundt om i verdenen, for at man kan kalde det "globalt".

K

Frode Greisen

De fleste synes vel at verden ville være et bedre sted, hvis der var mindre krig. Så det er naturligt at spørge om man vil være med til at udvikle krigsmateriel, og det spørgsmål stiller MS folkene.

En af ingeniørernes allerførste opgaver var at udvikle våben. Men vi er jo nogle der kalder os civilingeniører og som hellere vil arbejde med at bygge ting end at ødelægge mennesker og ting.

I den konkrete spørgsmål synes jeg at ideen om at få krig til at ligne et computerspil er uhyggelig. Virkeligheden er at soldater dræber andre soldater - og civile - og det er uetisk manipulation at forsøge at skjule det.

Klavs Klavsen

Ved de godt at militæret kører med Windows..?


Det er jeg ret sikker på de ved. Men der er en verden til forskel på at de anvender Windows - og at de vil anvende HoloLens - til at "maskere rigtig krig".. Det er allerede slemt nok - nu hvor de bare har folk der sidder og dræber med droner - hvor det mere og mere virker som et computerspil..

Til sidst kunne de koble fortnite op på rigtige droner f.ex. - så ville det være umuligt at vide om du dræbte nogen "for real" - eller om du bare spillede..

En super god idé? Her er jeg på udviklernes side må jeg sige - og det er rimeligt nok at de beder om at firmaet skal følge nogle etiske retningslinier.. Etik (eller mangel på samme) er en af de store problemer i dagens software udvikling IMHO

Ditlev Petersen

Hvis man ikke ønsker at landet deltager i krig, så kan man passende vælge nogle politikere som har den politik. Det har intet at gøre med hvilke våben man vælger at købe/bygge/forske i.


Det er meget mere kompliceret. Avancerede våben er dyrere end klassiske våben. Derfor kræves der et "incitament" til at få nogen til at købe dem. For våbenproducenterne er våbensalget et mål i sig selv. Så bliver krigene interessante, uanset deres formelle formål. De sikrer, at samfundet løber rundt (og trækker en masse økonomi ud fra andre sektorer). Så nu er krig og usikkerhed et mål - for at sikre en fortsat afsætning.

Det værste, der kan ske, var at al Qaeda og the hangarounds kastede sig over fabrikation af uldtæpper, metalsouvenirs af høj kvalitet og måske smartphones. Dét ville undergrave Vesten.

Esben Nielsen

Så er landmanden der laver mælk til soldaternes morgenmad vel også et militært mål?

Hvor går grænsen? Hele samfundet levere om ikke andet økonomi til krigsmaskinen.

Og ret beset er vi vel i et demokrati alle voksne militære mål: over 50% af os har jo stemt på det flertal i folketinget, som sender os i krig.

Personligt synes jeg Microsofts - og tidligere Googles - ansatte er meget hykleriske: på den ene side vil de ikke bidrage til egen demokratisk valgte regirings forsvarsstyrker; men på den anden side render de og laver overvågningsteknologi, som deres regering bruger mod egen befolkning i stor stil.

Michael Cederberg

Det er meget mere kompliceret. Avancerede våben er dyrere end klassiske våben. Derfor kræves der et "incitament" til at få nogen til at købe dem.

Alting er kompliceret. Men det faktum at våben er dyre er ikke noget nyt - krig har altid spist en signifikant del af BNP i krigsførende lande. Incitamentet til at vestlige lande køber avancerede våben er at sikre at vi kan vinde krige uden store menneskelige tab på vores side.

Hvorvidt vi deltager i krige er en politisk beslutning. Der er ingen indikationer på at våbenproducenter skulle påvirke den process.

For våbenproducenterne er våbensalget et mål i sig selv. Så bliver krigene interessante, uanset deres formelle formål.

Det kan sagtens være. Men det er politikere der sidder på pengekassen og politikere der beslutter om vi deltager i krig. At våbenproducenterne skulle stå bag er en konspirationsteori der kræver blot en smule beviser for at den kan tages blot en smule seriøst (Sagan Standard).

De sikrer, at samfundet løber rundt (og trækker en masse økonomi ud fra andre sektorer). Så nu er krig og usikkerhed et mål - for at sikre en fortsat afsætning.

Hvis man ser på hvordan den vestlige verden reagerede på Sovjetunionens sammebrud, så handlede det om nedrustning og reducerede militærbudgetter. Dette understøtter ikke din konspirationsteori. For sandheden er at der er masser af ting vi kan bruge penge på som alle støtter økonomien. Sundhed er fx. et område hvor vi konstant kan smide flere penge. Politikere mangler altid penge til de ting de gerne også vil gøre.

Det værste, der kan ske, var at al Qaeda og the hangarounds kastede sig over fabrikation af uldtæpper, metalsouvenirs af høj kvalitet og måske smartphones. Dét ville undergrave Vesten.

Faktum er at al-Quaeda og andre barfodssoldater i mellemøsten ikke udgør nogen eksistentiel trussel mod vesten. Det gjorde Sovjetunionen tidligere. Og som sagt undergravede det ikke vesten at Sovjetunionen brød sammen og at vi derfor kunne reducere militærudgifterne.

Ditlev Petersen

Men det er politikere der sidder på pengekassen og politikere der beslutter om vi deltager i krig. At våbenproducenterne skulle stå bag er en konspirationsteori der kræver blot en smule beviser for at den kan tages blot en smule seriøst (Sagan Standard).


Præsident Eisenhower var bekymret over, at militærindustrien var blevet så stor og magtfuld, at den pressede politikerne. Det er formelt politikerne, der beslutter en krig, men det er pengene, der støtter politikernes valgkamp. De embedsmænd, der hvisker politikerne i ørene, er jo ikke uddanet hos Frelsens Hær.

Faktum er at al-Quaeda og andre barfodssoldater i mellemøsten ikke udgør nogen eksistentiel trussel mod vesten. Det gjorde Sovjetunionen tidligere. Og som sagt undergravede det ikke vesten at Sovjetunionen brød sammen og at vi derfor kunne reducere militærudgifterne.


Og man har lige siden forsøgt at puste A-Qaeda op til at være en eksistentiel trussel, der kræver ny og snedig oprustning. Plus Nordkorea, Syrien, Rusland, Børges Hackerslæng. Lige nu er det et krav, at man øger militærudgifterne - uden at man egentlig har bekymret sig over til hvad. Vi kunne for den sags skyld købe bjørneskindshuer.

Michael Cederberg

Præsident Eisenhower var bekymret over, at militærindustrien var blevet så stor og magtfuld, at den pressede politikerne. Det er formelt politikerne, der beslutter en krig, men det er pengene, der støtter politikernes valgkamp. De embedsmænd, der hvisker politikerne i ørene, er jo ikke uddanet hos Frelsens Hær.

Eisenhower er længe siden. Og blot fordi en klog præsident siger noget så gør det det ikke til den endegyldige sandhed. Mht. embedsmændene så er mange tidligere soldater. Hvis der er nogen der taler mod krig som løsning på problemer, så er det soldater der har været i krig.

Og man har lige siden forsøgt at puste A-Qaeda op til at være en eksistentiel trussel, der kræver ny og snedig oprustning. Plus Nordkorea, Syrien, Rusland, Børges Hackerslæng.

Lad være med at putte en flok barfodskrigere i Mellemøsten i kasse med Putin og Kim. Hverken Al-Quaeda eller IS har nogen siden siddet på tunge våben. Og de har aldrig har særligt mange folk. Kim sidder med en hær med 2 mio. mand og har i flere omgange beskudt Sydkoreanske skibe og øer. Putin har besat og annekteret dele af Georgien og Ukraine. Han har i øvrigt også lige opstillet atomvåben der kun kan nå lande som Danmark – lande der vel og mærke ikke selv har atomvåben. Der er ingen ækvivalens mellem dem.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize