I slutningen af januar forduftede den ellers hypede startup Benebit tilsyneladende ud i den blå luft. Med sig tog iværksætterne et sted mellem 2,7 og 4 millioner dollars i kryptopenge, som selskabet havde formået at få crowdfundet gennem en såkaldt Initial Coin Offering (ICO).
Benebit – der angiveligt ville tilbyde en kryptovaluta for loyalty-programmer – havde ellers sikret sig positive anmeldelser fra sider, der rater ICO’s, været aktiv på Twitter i et år og samlet 9.000 følgere på en Telegram-kanal.
Alt var godt, indtil det blev opdaget, at portrætterne af selskabets ansatte i virkeligheden var ansatte på en britisk skole for drenge.
Læs også: Nordea-forbud mod kryptovaluta: Vi kan blive en del af noget, der er uetisk eller ulovligt
Benebit er bare et af mange eksempler på krypto-projekter og ICO’s, der i bedste fald ikke leverer det produkt, de lover, og i værste fald rider på blockchain-hypen og bruger fængende whitepapers til at franarre ivrige investorer penge.
Mængden af tvivlsomme projekter er nu så massiv, at krypto-kritikere ikke kan følge med, fortæller blockchain-konsulent Simon Ousager.
»Bitcoin-miljøet og blockchain-miljøet – i hvert fald dem, der har været med i længere tid – er generelt ret kritiske. I og med, at der har været så mange af de her svindelnumre, scams, ICO's og blockchains, der har over promised og under delivered, så kan disse erfarne og meget kompetente kritikere bruge rigtig meget tid på at scam-buste,« indleder han.
»Det er der også nogle, der har gjort igennem mange år, men de er simpelthen ved at køre trætte. De har hverken kapacitet eller incitament til at blive ved.«
Shitcoins
Simon Ousager har i flere år arbejdet som blockchain-konsulent, og dermed er han bedre stillet end de fleste, når det handler om at skelne skidt fra kanel i kryptoland.
Men det er svært for ham at se nogle fordele ved at nævne projekter ved navn i en artikel som denne, selvom de er svindelnumre, har et inkompetent team bag sig eller har teknisk urealistiske ambitioner.
»Jeg kan allerhøjst blive uvenner med en masse mere eller mindre fanatiske krypto-fanboys, der ofte sidestiller en coins eller blockchains markedsværdi – der ofte er manipuleret – med faktisk teknologisk innovation. Hvorfor skulle jeg være interesseret i det,« spørger han retorisk og fortsætter:
»Jeg er så heldig, at jeg arbejder med analysere blockchain-systemer professionelt og synes at kryptovaluta og decentral teknologi er det absolut mest spændende, jeg nogensinde har studeret. Men jeg må også indrømme, at jeg ikke har lyst til at bruge timer, når jeg kommer hjem på Facebook eller Twitter på at diskutere med folk, der har investeret i en håndfuld forskellige shitcoins, tjent godt på det og nu mener, de er tekniske eksperter i decentrale systemer, der kan facilitere smarte kontrakter, valuta eller token-udstedelser.«
»Det er man selvfølgelig velkommen til at afskrive som arrogance fra min side, men det er min erfaring at dette er tilgangsvinklen fra rigtig mange domæne-eksperter – inklusiv dem der både er mere begavede og mindre arrogante end jeg selv er.«
Den sidste procent
Problemet er ikke, at der ikke findes gode projekter blandt de mange dårlige, men nærmere at identificere dem, vurderer Simon Ousager.
»Overraskende nok kan alle ret hurtigt blive enige om, at 99 procent af alle ICO’s og coins er noget skrammel. Det er nok den mest ukontroversielle holdning i Kryptoland i øjeblikket,« siger han og fortsætter:
»Til gengæld kan ganske få blive enige om, hvilke projekter der så tilhører den sidste procent og de som har evnerne og erfaringen til at identificere dem, har hverken lyst, tid eller incitament til at diskutere dem i detaljer.«
ICO’er har inden for de seneste måneder vækket interessen fra myndigheder som USAs Securities and Exchange Commission (SEC). I december satte SEC en stopper for PlexCoin, der lovede investorer et afkast på 1.354 procent, og brugte falske finans-eksperter til at bolstre deres funding-kampagne.
»Jeg kan allerhøjest blive uvenner med en masse mere eller mindre fanatiske krypto-fanboys«
I november kaldte Finanstilsynet investeringer i ICO'er for højrisikoinvesteringer, og advarede samtidig mod svindel:
»Det har i flere tilfælde vist sig, at oplysningerne i det white paper, der har ledsaget en ICO, ikke var korrekte. Personer har altså offentliggjort udførlige white papers for at udnytte opmærksomheden og investeringsvilligheden forbundet med ICO’er, men uden nogen som helst intention om at realisere den forretningsplan, som er beskrevet i white paperet,« skrev tilsynet i en orientering.
Trykker deres egne penge
Svindelnumre rangerer hele vejen fra massive ICO’s som PlexCoin og Benebit til krypto-feltets svar på Nigeria-breve – Twitter-profiler, der lover 1 gratis bitcoin til alle, der sender dem 0.02 bitcoin først, og fx udgiver sig for at være Vitalik Buterin, skaberen af Ethereum.
Time that it takes for scammers to copy my new profile picture: 10 minutes.
— vitalik.eth (@VitalikButerin) February 18, 2018
DON'T TRUST ANYONE ASKING FOR OR OFFERING MONEY ON TWITTER.
DON'T TRUST ANYONE ASKING FOR OR OFFERING MONEY ON TWITTER.
DON'T TRUST ANYONE ASKING FOR OR OFFERING MONEY ON TWITTER. https://t.co/wcDAJoh6jD
Altsammen går ud over nytilkommere.
»Helt personligt synes jeg det mest ærgerlige ved markedet/domænet lige nu er at svindlerne og de teknisk inkompetente, helt bogstavelig talt trykker deres egne penge og sælger dem til nytilkomne og håbefulde investorer,« siger Simon Ousager og fortsætter:
»Disse investorer er naturligvis kommet for at blive rige, men mange er her også fordi de støtter og tror på værdierne og mulighederne som blockchain fortalerne har lovet dem.«
»Jeg synes vi skylder de nye der dukker op, motiveret af håbet om systemiske forandring og nye, åbne, demokratiske platforme at være ærlige og indrømme at teknologien langt fra er moden nok til at kunne levere hvad der er blevet lovet. Der er stadig rigtig meget der skal kodes, kritiseres og derefter kodes om før vi er bare halvvejs i mål.«