Mest læste i 2015: Windows 10, banale sikkerhedshuller og driftige iværksættere

Windows 10 fik lov at fylde godt i 2015 – et år der også bød på flere historier om banale sikkerhedshuller, som systemudviklerne ikke virkede specielt glade for at få udstillet.

Når året går på hæld, er det altid interessant at kaste et blik tilbage på de mange historier, vi på Version2 har skrevet i løbet af de seneste 12 måneder, og se hvilke af dem, der har trukket jer læsere til skærmen.

Det har været et begivenhedsrigt år, og selvom flere af historierne på listen herunder ikke kommer som nogen overraskelse for hverken redaktionen eller trofaste læsere, så er der også et par historier, som heldigvis har haft langt flere læsere end forventet.

 

1. Gratis styresystem

Det bliver gratis at opdatere til Windows 10 for alle der benytter Windows 7 (SP1), Windows 8.1 og Windows Phone 8.1 – hvis vel og mærke opgraderingen sker inden for det første år efter lanceringen af Windows 10. Denne nyhed kunne for alvor få Version2’s læsere til skærmen.

Læs også: Windows 10 bliver gratis - også for Windows 7-brugere

 

2. Usandsynligt uheldigt navnesammenfald

Hvad er sandsynligheden for, at du som dansk it-iværksætter udvikler en smartlås, får det danske arkitektfirma Bjarke Ingels Group (BIG) til at designe den og lancerer en crowdfunding-kampagne på IndieGoGo, blot for at opdage at et amerikanske firma, med stort set samme navn, få dage før har lanceret et næsten identisk produkt på Kickstarter?

Læs også: Startup-land: Vanvittigt uheld rammer danskudviklet smartlås

 

3. Banale sikkerhedshuller førte til politianmeldelse

Softwareudvikleren Henrik Høyer fandt en række banale sikkerhedshuller i det it-system, som blev benyttet i hans søns børnehave. Systemets udvikler, Infoba, så imidlertid ikke med milde øjne på, at Henrik Høyer havde taget sagen i egen hånd og testet en række sårbarheder samt lavet en Javascript-finte, der overraskede pædagogerne i en af børnehaverne.

Læs også: Forældre fandt banale sikkerhedshuller i udbredt it-system til børnehaver

 

4. Træd sømmet i bund

Der skal køres endda rigtig stærkt, hvis du vil undgå, at politiets kommende systemer til automatisk nummerpladegenkendelse ikke skal registrere din nummerplade. De nye kameraer har analyseværktøjer indbygget, så heller ikke skarpe vinkler, sne, slud, regnvejr eller lysreflekterende maling vil kunne forhindre, at nummerpladen registreres.

Læs også: Så hurtigt skal du køre for at undgå automatisk nummerplade-genkendelse

 

5. Windows 10 klar til udrulning

Fra slutningen af juli blev Windows 10 rullet ud til millioner af Windows-brugere, der havde takket ja til den gratis opdatering. Version2 samlede de vigtigste fakta om det nye styresystem i en artikel, hvor vi blandt andet kunne råde læserne til lige at se tiden an, da tilbuddet om den gratis opdatering gælder et helt år frem.

Læs også: 10 ting du skal vide om Windows 10

 

6. Airtame – trådløst HDMI-stik på dansk

Da en ung Lars Larsen besluttede sig for at starte sin egen virksomhed med sengetøj i slutningen af 1970’erne, stod han med en klassisk udfordring: Dyner koster penge, men dem havde Lars Larsen ikke så mange af. Men Larsen havde som tidligere sælger i branchen et godt forhold til leverandørerne, som gav ham lov til at vente med at betale for dynerne til de var solgt. Samme princip blev løsningen for de danske it-iværksættere bag Airtame.

Læs også: Danske it-iværksættere sparer millioner på et kendt Dyne-Larsen-trick

 

7. Bilproducent fik ridser i lakken

Da det i september kom frem, at den tyske bilproducent VW havde udstyret deres dieselbiler med software, som styrede systemet til rensning af udstødningsgasser på én måde i laboratorietest og på en anden måde ude på vejene, gav det alvorlige ridser i lakken. Version2 kiggede nærmere på, hvordan VW havde båret sig ad med at snyde i laboratorietest.

Læs også: Sådan kunne VW snyde udstødningstest med software

 

8. Gymnasieelev ’belønnes’ med en skriftlig advarsel

Gymnasieeleven Jonas Boserup opdagede, at han uden videre kunne få adgang til praktiksystemet Easy-P via en browser, blot han var koblet på skolens åbne wifi, og her få adgang til elevers CPR-numre. Boserup valgte at anmelde sikkerhedshullet direkte til Datatilsynet – en handling der, i stedet for et tak for hjælpen, resulterede i en skriftlig advarsel fra skolen.

Læs også: Gymnasieelev fik adgang til CPR-database ved at fjerne ‘_secure’ fra URL

 

9. Teleselskabernes guldkalv står for skud

Det fysiske simkort synger på sidste vers, men mobilproducenter som Samsung og Apple arbejder på at indbygge e-simkortet direkte i telefonerne allerede fra 2016. Det vil potentielt give mobilbrugerne med e-simkort adgang til hundredevis af simkort og mulighed for at skifte abonnement med blot et klik i en app. Dermed står teleselskabernes guldkalv – de høje roaming-priser på opkald og dataforbrug i udlandet – for skud.

Læs også: E-simkort bliver en bombe under teleselskabernes guldæg

 

10. Markedsmodningsfonden manglende ansøgere

Markedsmodningsfonden tilbyder millioner af kroner kvit og frit til iværksættere, der vil crowdfunde deres produkter. Selvom pengene bliver givet kvit og frit – det vil sige uden krav om, at iværksætterne skal opgive ejerandele for investeringen, så var der i maj var der kun syv, der havde ansøgt om tilskud.

Læs også: Fond med millioner til iværksættere: Hjælp, vi mangler ansøgere!

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen