Mest debatterede 2015: Windows 10 og bredbåndsdækning fik Version2’s læsere til tasterne

Version2 fik i årets løb nyt design, og det løb ikke stille af sig i kommentartråden. Ligesom både Windows 10 og bredbåndsdækning har sat godt gang i debatten.

Bølgerne kan gå endda rigtig højt, når Version2’s læsere kaster sig ud i at debattere artiklerne. Men kommentartrådene er præget af en meget høj grad af faglighed, og det er sjældent, at debatten bliver ensidig eller skinger.

Debatten er noget af det, som vi på redaktionen sætter rigtig stor pris på. Både at vide, at de ting vi skriver, interesserer jer læserne. Men debatten føjer også ofte nye vinkler på det skrevne, og det er en stor kilde til inspiration. Vi vil derfor opfordre læserne til at blive ved med at debattere og kommentere på livet løs.

Vi har herunder samlet de fem artikler, som i årets løb har sat mest gang i Version2’s læseres lyst til at debattere.

 

1. Retten til mobil og bredbånd

Debatten om mobildækning og kvaliteten af bredbånd i såvel Udkantsdanmark som de store byer er et emne, der året igennem har optaget har optaget Version2’s læsere. Men allerflest debatindlæg fulgte i kølvandet på en undersøgelse, som Yougov lavede for Kommunernes Landsforening, hvor ni ud af ti kommuner sagde ja til, at de har oplevet problemer med få optimal dækning.

Mogens Ritsholm, tidligere telechef i TDC, skrev blandt andet i kommentartråden:

»… Det er politiske og ikke videnskabelige mål, der præger bredbåndskortlægningen.«

Læs også: Ni ud af ti kommuner har problemer med mobil- og bredbåndsdækning

 

2. Windows 7 skal tvinges til opgradering

Midt i oktober udsendte Microsoft en række patches, der genaktiverede den funktion, som opfordrer brugerne til at opgradere fra Windows 7 til Windows 10 – en popup-besked der, uanset at brugerne måske tidligere har blokeret den, begynder at dukke op igen. Det affødte en spændende debat om blandt andet alternativer til Windows.

Maciej Szeliga skrev, som reaktion på at et tidligere indlæg om at skifte til Windows, fik Thumbs Down:

»Microsoft zombierne vil altid give dig Thumbs Down, når du nævner, at du vil udskifte Windows med noget andet. Det er vores åg, og vi bærer det med stolthed.«

Læs også: Microsoft accepterer ikke, at du gerne vil beholde Windows 7

 

3. Version2 fik nyt design

Version2 blev i starten af august relanceret med et helt nyt design. Relanceringen skete under temaet ’En holdning til IT’, og har blandt andet haft til hensigt at sætte brugernes faglige vurderinger og synspunkter i højsædet. Men relanceringen skete også, fordi der var behov for at flytte til en nyt teknisk fundament, så vi fremover nemmere kan implementere nye funktioner. Det var noget, som Version2’s læsere virkelig havde en holdning til – og der blev ikke lagt fingre imellem.

Fra Milos Game lød det blandt andet kort og kontant:

»Det nye design er skod.«

Læs også: Velkommen til et nyt Version2 - med chance for at vinde eventbilletter

 

4. Logning af internet og telefoni genoptaget

I 2014 blev den omfattende logning af færden på internettet indstillet – argumentet var, at den ikke virkede. Så da Version2 i januar kunne fremlægge Rigspolitiets ønsker til en ny logning af danskernes brug af internet og telefoni, som var blevet drøftet på et møde med repræsentanter fra den danske telebranche, fik det læserne til tasterne.

I kommentartråden skrev Alex Pedersen:

»Det er jo lige før, at Tor-browseren bliver den primære browser, hvis man bare gerne vil have lov til at surfe i fred uden at have regeringen stående og kigge en over skuldrene.«

Læs også: Sådan ser politiets ønskeseddel ud til genoplivning af omstridt sessionslogning

 

5. Tvangsopdatering af Windows 10

Hvis der er et emne der virkelig har optaget Version2’s læsere i det forgangne år, så har det været Windows 10. I juni kunne vi fortælle, at brugere af den kommende Home-udgave af Windows 10 helt automatisk ville modtage de seneste opdateringer uden at have mulighed for at sige fra. Det var en nyhed, som Version2’s læsere, af flere forskellige årsager, ikke tog godt imod.

Fra Thomas Andersen lød det blandt andet:

»Sjovt. Når Microsoft laver automatisk opdatering uden bruger interaktion, så er det ’tvangsfodring’. Når Google gør det; så er det ’brugervenligt’«

Læs også: Microsoft vil tvangsfodre opdateringer til Windows 10 Home

Følg forløbet

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen