Flere føler sig diskrimineret af SKI

Flere mindre virksomheder retter nu kritik af SKI's udbudsbetingelser. En dansk IP-telefoni-leverandør føler sig diskrimineret af SKI, fordi kapitalkravene i rammeaftaler holder priserne unødvendigt høje, mener firmaet.

Nu er endnu en leverandør på banen for at kritisere SKI's genudbud af managementkonsulentydelser. Danske IP Group mener, at selv om SKI skulle sikre fair konkurrence og billigt indkøb til det offentlige, er virkeligheden, at mindre virksomheder forhindres i at byde ind med deres innovative og økonomiske løsninger.

I sidste uge annullerede Statens og Kommunernes Indkøbs Service, SKI, et udbud om managementkonsulentydelser (udbud 17.11 og 17.12), fordi udbuddet var for upræcist. Så genudbød de det i fredags,under de nye aftalenumre 17.13 og 17.14.

Læs også: Uheldsfugl: SKI dropper konsulentudbud - igen

En kilde kritiserede straks det nye udbud for at diskriminere små virksomheder. Kritikken går på, at det altid er de store virksomheder, der løber med kontrakterne, fordi SKI ser mere på omsætning end på soliditet. Konsekvensen er ifølge kritikerne, at mindre danske virksomheder udelukkes fra det store offentlige marked, og at priserne på den måde holdes kunstigt oppe.

Læs også: Leverandør: Nyt SKI-udbud diskriminerer stadig mindre virksomheder

Eksempelvis er IP Group ikke i stand til at levere IP-telefoni til offentlige virksomheder på grund af et kapitalkrav på 100 millioner kroner under rammeaftale 02.08. Dermed havner det offentliges indkøb let i for høje priser, og udenlandske giganter tilgodeses frem for mindre danske virksomheder – stik imod regeringens og SKI’s egne målsætninger, lyder det fra IP Group.

»Vi har en open source-løsning, som vil kunne spare det offentlige for rigtig mange penge. Løsningerne Hosted IP telefoni, som er en del af 02.08 udbuddet, er baseret på ret ny teknologi, hvor de mest effektive løsninger i høj grad forhandles og udvikles af mindre virksomheder. Når SKI kræver en egenkapital på 100 mio. kr., for at man kan levere til det offentlige, så udelukkes de nyeste og mest innovative løsninger baseret på Open Source. Og regningen for de dyre løsninger sendes videre til skatteborgerne,« siger Ole Rasmussen, der er markedschef i IP Group.

Kravet om en egenkapital på 100 millioner kroner er sat for at sikre det offentlige seriøse leverandører, men i stedet betyder kravet reelt fordyrende tekniske løsninger, lyder kritikken.

Ole Rasmussens egen erfaring fra udbud i det private er, at de nyeste IP-telefoniløsninger baseret på open source-teknologi kan give besparelser på typisk 50 procent i forhold til de gængse standarder på området.

»Med de effektiviseringer og prisstærke løsninger, som er gjort mulige blandt andet gennem open source-teknologi, sammen med at der er tale om et forholdsvist ungt produkt på ca. 6-7 år er der stort set ikke nogen virksomheder i vores branche, der kan oparbejde en egenkapital på 100 mio. kr. Det betyder, at SKI kunstigt presser prisen op og fastholder det offentlige i ikke tidssvarende teknologiske løsninger,« forklarer Ole Rasmussen.

Version2 har forsøgt at få en kommentar fra SKI, men dette har ikke været muligt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Per Lind

Ja, vi kan jo se at alle dem som har med IT og udbud at goere hos etaten render rundt med hovedet under armen. Hvor mange kommuner har i de 6 aar som VoIP har eksisteret forsagt sig en besparelse paa ca 50% paa deres telefoni???

Kaere komunaldirektoer, proev selv at lave regnestykket og bed saa de tosseboller hos SKI om at faa laast op saa vi mindre virksomheder kan komme til fadet.

Hr. politiker, du skulle vaere foerst i raekken til at faa dette sat i stand: det sparer penge og faar flere folk i arbejde i lille DK. Hvad er der galt med det??? Svar fra begge grupper udbedes!

  • 0
  • 0
Christian Kaab Hesselholdt

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så var formålet med SKI, at de offentlige institutioner skulle spare nogle penge ved at købe ind i fællesskab. For voloumet skulle give lavere priser, og færre mennesker brugte tid på indkøb. Men hvis gennemskueligheden ikke er i orden, bliver prisen det nok heller ikke. Jeg tror at der er et stort behov for SKI, men gennemskueligheden og valgfriheden skal i højsædet. Som det virker nu, ligner det en barierre som gør den åben konkurrence sværere. I stedet for at udelukke leverandører, skal de finde endnu flerer og gøre det nemmere at sammenligne dem.

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

SKI er et eksempel på kortsynet tankegang.

Fordelen ved SKI skulle være kvantumsrabatter hos store leverandører, offentlige kasser til fordel.

Ulempen ved SKI har været at små firmaer ikke har en chance og derfor har man kappet en stor del af iværksætterne af i knæhøjde.

I andre lande har man f.eks små lokale IT firmaer til at køre skolernes IT, I Danmark køber man udstyret via SKI og fjerne det mest fremtidsmindede lærere fra undervisningen så de istedet kan lege IT supportere.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
Poul-Henning Kamp Blogger

Det afhænger af om du gerne vil have at den lokale købmand eller brugs overlever, eller om du vil have dit toiletpapir leveret fra et eller andet central-lager i Jylland.

SKI har over alle produkttyper favoriseret de store over de små, hvilket er præcist det modsatte af hvad der er brug for, hvis det drejer sig om at skabe arbejdspladser.

Poul-Henning

  • 0
  • 0
Christian Kaab Hesselholdt

Jeg er ikke helt enig, selvom jeg opfatter mig selv som liberal. Det er ikke alle offentlige institutioner, der er klædt på til det indkøbsansvar de sidder med. At SKI så heller ikke er det, skaber vel fejlen. De skal skabe overblikket, istedet for at indskrænke leverandørkredsen.

Fuld frihed åbner for favorisering af bestemte leverandører, og det har skatteyderne næppe råd til. At SKI så fungerer mod sit formål, og netop er havnet i det de skulle forhindre, er noget uheldigt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere