Digitaliseringsstyrelsen har opbrugt alle muligheder for at forlænge kontrakten om NemID med Nets, men NemID’s afløser – nu kendt som MitID – er kun lige kommet i udbud.
Derfor har styrelsen nu med en såkaldt profylaksebekendtgørelse meddelt, at der er lavet en ny aftale med Nets - uden et egentligt udbud - der sikrer drift af NemID indtil midten af 2021 til en pris på 128 millioner.
»Det er en kæmpe opgave at drifte NemID, og det er ikke realistisk, at andre end Nets kan komme med et konkurrencedygtigt tilbud,« forklarer Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
»Derfor er vores vurdering, at vi er nødt til at forlænge den eksisterende drift, indtil vi er i mål med den nye kontrakt på MitID.«
Allerede i marts 2017 oplyste Digitaliseringsstyrelsen, at man opgav at lave et udbud for at finde en midlertidig kustode for NemID. På det tidspunkt forventede den daværende direktør – Lars Frelle – at aftalen ville være i hus i i juni 2017.
»Det har taget længere tid at forhandle den her aftale, end vi regnede med,« forklarer Adam Lebech, der dog understreger, at aftalen er på plads i god tid.
»Den eksisterende kontrakt udløber i november 2018. For at få ro på omkring driften har vi lavet den her aftale i god tid før, kontrakten udløber,« siger Adam Lebech.
Tre år forsinket
Afløseren for NemID skulle oprindeligt have været i brug allerede sidste år, men er siden blevet udskudt først til 2018 og siden 2019. Siden MitID-udbuddet i december blev offentliggjort, har målsætningen været sidste halvår af 2020.
Af samme grund synger den originale kontrakt med Nets på absolut sidste vers. Digitaliseringsstyrelsen har tidligere oplyst til Version2, at kontrakten allerede er forlænget med de to gange et år, som der var mulighed for, og i november tog parterne hul på et ekstra år, hvor Nets fortsat er forpligtet til at hjælpe med overgangen til en ny leverandør.
Den nye aftale med Nets går dog til 2021, hvor styrelsen regner med, at »migrering af slutbrugerne til den nye digitale infrastrukturløsning kan anses for afsluttet«, lyder det i bekendtgørelsen.
»Vi vil gøre alt for at forberede implementeringen af den kommende løsning,« siger Adam Lebech.
»Men vi skal have en realistisk tidsplan, og vi har brug for, at der er sikkerhed omkring driften. Og det får vi så med den her kontrakt indtil 2021.«
Styrelsen har tidligere oplyst, at man betaler Nets 40 millioner årligt på den eksisterende kontrakt. Derfor virker prisen på 128 millioner umiddelbart i den høje ende. Ifølge Adam Lebech er den rene driftspris dog den samme som tidligere.
»I udgangspunktet er drift-prisen den samme, som vi har i dag, men prisen ligger højere, fordi der i tallet også er inkluderet nogle tillægsaftaler,« forklarer han.
»Eksempelvis udvikler vi i øjeblikket en app, der kan bruges som alternativ til nøglekortet.«