Mens danske myndigheder nøler: Sverige stiller allerede krav om grønne it-indkøb

1 kommentar.  Hop til debatten
Virksomheder, der ønsker at levere datatjenester til offentlige, svenske virksomheder, skal være forberedte på at imødekomme krav om bæredygtig praksis for at kunne indgå i rammeaftaler.
Illustration: blinow61 / bigstock.
Leverandører, der vil gøre sig forhåbning om at komme på rammeaftaler og levere it til det offentlige i Sverige skal have bæredygtigheden i orden. Det digitaliserede Danmark er først nu ved at kridte bæredygtige udbudsrammer op på området. 
2. maj kl. 03:45
errorÆldre end 30 dage

IT-leverandørerne i Danmark er mere end klar til at imødekomme krav om bæredygtig databehandling og -opbevaring, så snart offentlige indkøbere beslutter sig for at stille dem. Alligevel vil Digitaliseringsstyrelsen og SKI bruge det næste år på at afprøve de såkaldte GPP-kriterier, når der skal købes datatjenester ind til det offentlige, i stedet for at anbefale obligatoriske grønne kriterier i it-udbud med det samme. 

Alt imens har offentlige virksomheder i Sverige aktivt anvendt bæredygtighedskriterier i deres udbud i over et år. 

Vicedirektør for Digitaliseringsstyrelsen Mette Lindstrøm Lage har udtalt, at afprøvningsperioden skal afdække, hvad krav til bæredygtighed vil betyde for bundlinjen og på samme tid undersøge, hvilke løsninger markedet er i stand til at byde ind med. 

Men GPP kriterierne er netop udarbejdet i dialog med leverandørerne, og den svenske myndighed for offentlige indkøb, Upphandlingsmyndigheten, foretog en lignende markedsanalyse allerede fra 2019 frem til 2021, hvor en række grønne indkøbskriterier blev implementeret i offentlige indkøb. 

Frivilligt for indkøbere, obligatorisk for leverandører

Sara Wedholm, IT-indkøber ved Statens Inköpscentral, forklarer til Version2, at langt de fleste svenske kriterier til bæredygtig databehandling kan tilvælges i indkøbernes udbud, mens kun enkelte er obligatoriske. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Men vi oplever, at offentlige indkøbere har skarpt fokus på at købe så bæredygtigt ind som muligt, så derfor bliver mange af de kriterier, vi har formuleret til udbud af IT-opgaver, anvendt i udbudsrunder,« siger Sara Wedholm. 

Kort forklaret skal de leverandører, der gerne vil tages i betragtning som partner i en rammeaftale, underskrive en aftale om, at de vil kunne imødekomme en række bæredygtighedskriterier, hvis offentlige indkøbere vælger at inkludere dem som krav i den afsluttende udbudsrunde. 

Eksempelvis skal leverandørerne af databehandling og -opbevaring kunne dokumentere medlemskab i Responsible Business Alliance (RBA) eller følge RBA’s code of conduct, ligesom de skal have en officiel politik om bæredygtig sourcing af materialer til datacentre og andet hardware. 

Derudover skal leverandørerne regelmæssigt analysere og offentligt rapportere virksomhedens CO2-udledning og klimaaftryk og arbejde effektivt for at reducere udledningen, og de skal kunne fremvise livscyklusanalyser af hardware efter standardtyper som ISO 14040, 14067 eller 14025. 

Gabriella Sydorw, der er bæredygtighedsansvarlig i Statens Inköpscentral, udtaler til Version2, at offentlige indkøbere desuden arbejder med belønningskriterier for bæredygtighed, der kan få en leverandørs tilbud til at blive rangeret højere i den endelige udbudsrunde. 

»Hvis de eksempelvis har en miljø- eller klimavenlig løsning, hvor overskudsvarme fra datacentret bliver distribueret videre til fjernvarme eller på anden måde bliver genanvendt, øger det leverandørens sandsynlighed for at vinde udbuddet,« siger hun til Version2. 

Læs også: IDA: Staten bør indføre grønne krav til it-indkøb med det samme

De GPP-kriterier, der skal afprøves af Datastyrelsen og SKI over det næste år, bliver ifølge Datastyrelsen offentligt tilgængelige på Den Ansvarlige Indkøber i løbet af de næste par uger. 

1 kommentar.  Hop til debatten
Debatten
Log ind for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
2. maj kl. 09:18

> vil gerne have flere besøgende > putter svensk flag på forsiden

:facepalm: