Under Think-konferencen i San Francisco stod IBM's AI-debatmaskine, Project Debater, overfor Harish Natarajan, som er indehaver af verdensrekorden for flest sejre i debatkonkurrencer samt VM-finalist i 2016 og europæisk mester i 2012.
Det skriver Bloomberg.
Efter 25 minutters debat erklærede publikum mennesket for dagens vinder af debatten.
Til trods for Harish Natarajans sejr krediterede publikum IBM's Project Debater for at være bedre til at øge publikums viden om emnet og fremhævede derudover debatrobottens humoristiske sans.
Emnet for debatten var statstilskud til børnehaver, og debatdeltagerne fik oplyst emnet på præcis samme tid. Derefter fik de 15 minutter hver til at forberede en 4 minutters tale, 4 minutters modsvar og en 2 minutters opsummering.
Project Debater er ikke IBM's første erfaring med at producere robotter, der udfordrer mennesker. Tilbage i 1996 skabte firmaet et computersystem, der dystede mod en stormester i skak. Dengang løb IBM's computer med sejren.
I 2011 formåede IBM's Watson-supercomputer desuden at besejre to personer, der hver især havde rekordmange sejre i quizkonkurrencen Jeopardy.