Ikke så snart var den officielle rapport fra Ekspertudvalget om åbne standarder landet hos politikerne, før en ny anbefaling, der går imod rapporten, dukker op i indbakken.
For mens Ekspertudvalget som helhed har valgt at dumpe både ODF og Microsofts OOXML, mener et af de fem medlemmer, at det er en fejl.
»Jeg mener, at indstillingen er misvisende, og at konklusionen er ukorrekt. Det er vigtigt for mig at gøre politikerne opmærksomme på, at der er en begrundelse for at nå til en anden indstilling,« siger informatik-professor Mogen Kühn Pedersen fra Copenhagen Business School til Version2.
Derfor har han sendt sin egen redegørelse til videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen og alle it-ordførerne.
Hans indvendinger mod Ekspertudvalgets samlede konklusion blev taget med i rapporten, men ikke i det afsnit, som rummede den officielle indstilling. I stedet røg de om i afsnit 3, der rummer diverse kommentarer.
»Formanden har brugt det kunstgreb at placere min dissens i afsnit 3, der ligger uden for kommissoriet, selvom jeg protesterede over det,« siger professoren, med henvisning til udvalgets formand, juraprofessor Mads Bryde Andersen.
Striden går blandt andet på, at Mogens Kühn Pedersen vurderer, at ISO-godkendelsen af ODF i version 1.0 er god nok, selvom alle kontorpakker på markedet bruger ODF 1.1 eller 1.2. Forskellen på version 1.0 og 1.1 er nemlig en tilgængelighedspakke for handicappede, som ikke betyder noget for selve dokumentformatet, mener han.
Han er derfor uenig i at diskvalificere ODF på 4. princip, som kræver en demonstration af, at 'standarden i sin helhed kan implementeres af alle direkte i sin helhed på flere platforme.'
»Uanset hvilken argumentation, der lægges til grund, kan jeg kun komme frem til den konklusion, at ODF 1.0 og ODF 1.1 tilsammen opfylder kommissoriets princip 4. Det er også klart, at OOXML ikke opfylder princip 4,« skriver Mogens Kühn Pedersen i sin egen, personlige indstilling til politikerne.
Det 5. princip om interoperabilitet, der endte med at kortslutte hele processen, mener Mogens Kühn Pedersen heller ikke er fortolket rigtigt. I indstillingen til politikerne er interoperabilitet blevet omsat til, at man skal kunne udveksle data mellem de to standarder uden tab. Men det har lange udsigter.
»Hvis man fastholder den meget snævre tolkning af princip 5, så udelukker man at komme frem til noget resultat nogensinde,« siger han.
Tre ud af fem medlemmer i udvalget var imod den stramme fortolkning, men formanden stod fast på den, skriver professoren i sin indsigelse.
I stedet for at kræve interoperabilitet mellem to forskellige standarder, burde udvalget i stedet se på, hvordan forskellige implementeringer af samme standard arbejder sammen, mener han.
Da kun ODF lever op til 4. princip, skal de forskellige implementeringer af ODF derfor bare kunne fungere sammen, og der er der ingen problemer, konkluderer Mogens Kühn Pedersen i sin egen indstilling.
»Derfor er der grundlag for at indstille ODF 1.0 til listen over godkendte åbne standarder,« siger han.