Medie: Virksomheder 'fjerner' ransomware ved at betale løsesum og sende regningen til kunden

Illustration: Bernie123/Bigstock
Efter at have betalt hackerne løsepenge, tager selskaberne samme pris plus lidt ekstra fra deres kunder.

Flere amerikanske virksomheder driver forretning ved at fikse ransomware-angreb, der finder sted mod både private og offentlige instanser. Men ProPublica.org skriver, at mindst to virksomheder i USA 'fikser' ransomware-angreb ved at indbetale løsesummen til hackerne bag angrebet. Når virksomhederne har betalt løsesummen til hackerne, sender de en regning til kunden på det samme beløb plus lidt oveni.

ProPublica har talt med en tidligere ansat hos Proven Data Recovery of Elmsford, der driver denne type forretning.

Ifølge den ansatte fortalte virksomheden kunder, der har været udsat for ransomware-angreb, at man benyttede sig af 'den nyeste teknologi' til at fikse skaden forårsaget via ransomware-angreb, men i stedet fik virksomheden fat i dekrypteringsværktøjer fra folkene bag selve ransomware-angrebet ved at indbetale løsesummen. Ifølge ProPublica udfører MonsterCloud også samme praksis, hvor 'egne datagenopretningssystemer' i virkeligheden er ransomware-hackernes egne dekrypteringsværktøjer, som man har erhvervet via indbetaling af løsesum. MonsterClouds kunder inkluderer blandt andet lokale politifolk og retsinstanser.

Jonathan Storfer, tidligere ansat hos Proven Data Recovery of Elmsford og ProPublicas kilde til selskabets praksis, udtrykker bekymring for, at selskabet og lignende konkurrenter præsenterer deres arbejdsmetode som selvudviklede teknologier og genopretningssystemer, når de i virkeligheden betaler løsesumme til hackere og sender en udvidet regning til deres klienter. Han udtrykker især bekymring for, hvad løsesumspengene kan gå til.

»Det vil ikke overraske mig, hvis en væsentlig andel af pengene via ransomware finansierer terrorisme og organiseret kriminalitet,« siger Jonathan Storfer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere