Medie: Silent Circles sikrede Android-telefoner sælger dårligt
Den særlige Android-telefon Blackphone er tilsyneladende ikke særlig populær. Salget har i hvert fald ikke været som forventet. Det fortæller The Register.
Det fremgår ifølge det britiske medie af et sagsanlæg fra den ene af parterne bag telefonen, Geekphone, mod den anden part, Silent Circle. Geekphone vil have 5 mio. dollars (ca. 33,5 mio. kroner).
Ifølge de juridiske dokumenter (PDF) er det gået skidt med salget af Android-telefonerne, og Silent Circle skulle være forgældet og på udkig efter kapital.
I marts i år skrev general counsel fra Silent Circle Matt Neiderman et brev (PDF), som The Register citerer fra. Her står der blandt andet:
»Hardwareforretningen har vist sig at være et betydeligt finansielt dræn for Silent Circle.«
Han fortæller desuden at som følge af nogle store købsordre, så lånte Silent Circle penge til lagerbeholdning og dele, der skulle bruges til at levere enhederne. Men ordrerne viste sig ikke at holde vand.
Købere faldt fra
I 2015 havde Silent Circle indgået kontrakt om levering af telefoner med tre partnere, Dubai-baserede Big On Group, koreanske Sumion og sydamerikanske América Móvil.
De tre firmaer havde tilkendegivet, at de ville købe 250.000 Blackphones i alt. Men to af virksomhederne Big On Group og Sumion faldt fra og América Móvil endte med kun at skulle bruge 6.000 telefoner mod forventede 100.000.
Geekphone har ifølge The Register 5 mio. dollar til gode hos Silent Circle, fordi Silent Circle tilbød at købe dets partner, altså Geekphone, ud. Parterne blev enige om, at det skulle koste 30.750.000 dollar i alt. Det svarer til ca. 206 mio. kroner.
Silent Circle skulle betale 750.000 dollar til at starte med, og så endnu en betaling 30. april 2016 på 5 mio. dollar. Og endeligt 25 mio. dollar, når aktierne blev overdraget til Silent Circle.
Men der blev ikke foretaget nogen betalinger. I stedet begyndte Silent Circle i et brev, dateret 10 dage efter april-deadlinen, at sætte spørgsmålstegn ved GeekPhones ret til flere penge.
I brevet fra Matt Neiderman bliver Geekphone blandt andet beskyldt for ikke at lægge tilstrækkeligt med arbejde i partnerskabet og for at læsse sine personaleomkostninger over på partnerskabet på en unfair vis.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.