Opdateret kl. 16:02. Der er slået en kile ned i danskernes nuværende tjeneste, hvor breve fra det offentlige og en stor del af det private havner i samme digitale postkasse, nemlig i e-Boks.
Det står klart, efter at flere kilder har fortalt Altinget, at Netcompany har vundet udbuddet om at drive den offentlige postkasse, Digital Post.
Hvis det står til troende, ligger der nemlig et væsentligt arbejde foran med at sikre, at private leverandører af post kommer til at levere ind til den nye løsning fra Netcompany, således at både offentlig og privat 'pligtpost' vises ét sted.
I dag har e-Boks over 30.000 private og offentlige virksomheder i hele Norden, som leverer post via den nuværende digitale postkasse.
Alternativt kan e-Boks, som fortsætter med at drive postkasse for kommunikation med private aktører, også fremover vise digital post. Men det er ikke belyst, om e-Boks vil tage den offentlige post ind i fremtiden.
Administrerende direktør hos e-Boks Ulrik Falkner Thagesen har klaget over afvisningen af deres tilbud.
»Vi er 19 procent billigere, og vi har en tårnhøj kvalitet. Set i sammenhæng er hele forløbet meget mystisk for os. Det er grunden til, at vi klager,« siger han til Altinget.
Tidligere tilbud afvist
I maj kunne Version2's søstermedie DigiTech fortælle, at tidligere tilbud fra både e-Boks og Netcompany på næste generation Digital Post blev afvist med henvisning til fejl i leverandørernes tidsplaner for det allerede forsinkede projekt.
E-Boks opfyldte ifølge projektets tidsplan ikke et test-krav om uafbrudt drift på 30 arbejdsdage. Driftsprøven skulle teste effektivitet og svartider på den nye løsning.
Netcompanys tilbud på Digital Post blev afvist på grund af en fejlbehæftet tidsplan. Netcompany krævede dog i forbindelse med aktindsigten hemmeligholdelse af, hvad der konkret var galt.
Med afvisningen af de to tilbud var det dengang anden gang på mindre end et halvt år, at Digitaliseringsstyrelsen udskød valget af leverandør til Digital Post.
I en tidligere version af artiklen fremgik det, at danskerne fremover ville få to digitale postkasser fra hhv. e-Boks og Netcompany med hhv. offentlig og privat post. Det er imidlertid endnu ikke godtgjort, at hverken e-Boks eller Netcompany vil kunne levere samme ydelse, som det sker i dag via e-Boks.