Medie: Microsoft har tabt 9,5 mia. kroner på Surface-tablets

Siden lanceringen af Surface-tabletterne i 2012 har Microsoft tabt ca. 9,5 mia. kroner ifølge en opgørelse fra amerikanske Computerworld.

Når tallene fra det netop afsluttede regnskabsår for 2014 regnes med, har Microsoft siden lanceringen i 2012 tabt 1,7 mia. dollars, svarende til 9,5 mia. kroner, på selv at ville producere tablets, der fik navnet Surface. Det skriver amerikanske Computerworld.

Surface indbragte Microsoft 409 millioner dollar for regnskabskvartalet, der sluttede 30 juni. Modsat de to tidligere kvartaler har Microsoft ikke oplyst omkostninger forbundet med salg og produktion af tabletterne.

Computerworld har dog regnet sig frem til, at Surface-tablets har kostet Microsoft 772 mio. dollar i juni-kvartalet. Sammenholdt med indtægterne på 409 mio. dollar giver det et underskud på 363 mio. dollar.

Og set over perioden siden Surfaces lancering løber Microsofts samlede underskud for tabletterne op på 1,7 mia. dollar, svarende til de 9,5 mia. kroner.

Læs også: Microsofts Surface Pro vokser til 12 tommer, men taber sig 100 gram

I en analyse fra sidste uge skriver Jan Dawson, chefanalytiker ved Jackdaw Research, ifølge Computerworld:

»Fortsatte tab vil gøre det vanskeligere og vanskeligere for Microsoft at holde liv i Surface-projektet. Så god performance i det næste kvartal eller to vil være altafgørende, hvis dets fortsatte eksistens skal kunne retfærdiggøres.«

Over for Computerworld i denne uge giver Jan Dawson udtryk for, at den nye adm. direktør i Microsoft, Satya Nadella, kan betyde, at Surface får sværere ved at overleve, end det ville have været tilfældet under den tidligere direktør, Steve Ballmer:

»Det er min opfattelse, at Nadella er mindre villig til at acceptere tab, end Ballmer var det,« siger Dawson og fortsætter:

»Ballmer var villig til at træffe beslutninger, der involverede store tab,« siger Dawson og nævner både Surface og købet af Nokia som eksempler.

Netop Surface og købet af Nokias mobildivision er Microsofts første store satsninger på selv at producere hardware til Windows-platformen. Dermed kunne Microsoft selv sikre, at der var et udvalg af hardware med det nye Windows 8 og med Windows Phone, men omvendt har det strategiske skifte også været upopulært hos andre producenter, som nu skal til at konkurrere med Microsoft om hardware-kunderne.

Læs også: Efter nedskæringer: Analytikere efterlyser klar tablet-strategi hos Microsoft

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjørn Damborg Froberg

Jeg har virkeligt kraftigt overvejet at anskaffe den seneste tredje revision.. det virker som rigtig lækkert hardware - og elsker den store fleksibilitet..

Men når man læser reviews, så er det sjovt hvordan anmelderne altid er enormt kritiske (folk der er vant til iOS) medens brugerne er overvældende positivt stemt, især med den seneste model..

Har dog til gode at have en i hånden selv, men det kan da slet ikke udelukkes det bliver en ultrabook i tablet camo næste gang jeg skal anskaffe noget nyt - plus man kan jo nyde frihed til at installere hvad man lyster på den af OS. :)

  • 1
  • 0
Martin Schlander

Er det ikke deres normale forretningsmodel? De taber vel også stadig penge på hver eneste Xbox, og de betalte jo Nokia for at bruge MS Windows Phone i sin tid, hvilket må siges at være lidt utraditionelt købmandsskab.

Men sådan kan man jo gøre, når man skovler penge hjem på cashcows som softwarepatent-"royalties" fra Android-producenter m.fl. og monopolprodukter som Microsoft Office.

  • 5
  • 1
Heine Sørensen

Men når man læser reviews, så er det sjovt hvordan anmelderne altid er enormt kritiske (folk der er vant til iOS) medens brugerne er overvældende positivt stemt, især med den seneste model

De brugere der har købt den har vel gået specifikt efter den. Vel de færreste der smider den sum penge for lige at prøve den af. Så det forklare vel meget godt hvorfor brugerne giver gode anmeldelser.

Men derfor kan anmeldere vel godt have en anden mening og salgstallet fortæller også lidt om den generelle mening om dem. ;)

Hardwaren lyder ganske fin og de færreste har noget negativt at sige om det. Tilbage står så Windows 8 og hybrid tankegangen...

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere