Medie: Googles censurerede søgemaskine til Kina knytter søgninger til telefonnumre

Illustration: Wikimedia
Prototype af Googles Android-søgemaskine til det kinesiske marked kæder ifølge anonyme kilder søgninger sammen med telefonnumre.

Google har bygget en prototype af en censureret søgemaskine-app til det kinesiske marked, der kæder brugeres søgninger sammen med deres telefonnumre. Det kan føre til øget overvågning og profilering, advarer menneskerettighedssorganisation.

Afsløringen er den seneste i en lang række om Googles 'Dragonfly'-projekt af det amerikanske medie The Intercept, der skriver på baggrund af oplysninger fra unavngivne kilder bekendte med projektet.

For halvanden måned siden kunne mediet afsløre, at Google siden foråret 2017 har udviklet en censureret søgemaskine til det kinesiske marked. Søgemaskinen er lavet til Android-enheder og skal fjerne indhold og søgeresultater, som de kinesiske myndigheder opfatter som 'følsomme'.

Læs også: Google arbejder på censureret søgemaskine til Kina

Projektet ved navn 'Dragonfly' er tophemmeligt med strenge krav om fortrolighed blandt medarbejdere, men nye oplysninger siver alligevel ud med jævne mellemrum.

The Intercept kan således også afsløre, at blandt andet de mandarinske ord for 'menneskerettigheder,' 'studenterdemonstrationer' og 'Nobelpris' er at finde på listen over bandlyste søgninger.

Menneskerettighedsorganisationer har i flere omgange kritiseret projektet, og 'Human Rights Watch' er endnu en gang ude med kritik oven på de seneste afsløringer.

»Det her er meget problematisk fra et privacy-synspunkt, da det vil tillade en langt mere detaljeret overvågning og profilering af folks adfærd,« siger Cynthia Wong, der er seniorforsker ved Human Rights Watch.

Læs også: The Intercept: Google har brugt kinesisk underselskab til at udvikle censur-lister

»Ved at linke søgninger til et telefonnummer bliver det sværere for folk at undgå den omfattende overvågning fra myndighederne, der er gennemgående i Kina,« siger hun.

Virksomheden har været under tiltagende pres, siden detaljer om 'Dragonfly'-projektet først kom frem i lyset. I torsdags skrev 16 amerikanske kongresmedlemmer således til Google med spørgsmål om projektet.

»Som politiske beslutningstagere har vi et ansvar for at sikre, at amerikanske virksomheder ikke viderefører krænkelser af menneskerettigheder i udlandet,« står der blandt andet i brevet.

Læs også: Over tusind Google-ansatte protesterer mod kinesisk censur-søgemaskine

Derudover fortalte seniorforskeren Jack Poulson i sidste uge, at han og fire andre Google-ansatte har sagt op på grund af projektet.

The Intercept skriver, at Google har nægtet at kommentere afsløringerne. Tidligere har virksomheden dog kommenteret, at arbejdet på en søgemaskine er 'udforskende,' og at man ikke er tæt på at lancere et 'søgeprodukt' i Kina.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere