Medie: Forsvaret og Systematic trænede Emiraternes militær i dansk it-system

Illustration: Rawf8, BigStock
Danske soldater hjalp i halvandet år Systematic med at træne Emiraternes militær i kampstyringssystemet Sitaware. Det møder kritik fra bl.a. Amnesty. Reglerne er overholdt svarer Forsvaret.

Forsvaret hjalp Systematic med at træne Emiraternes militær i at bruge systemet Sitaware.

Det skriver TV 2 pba. research sammen med Danwatch og Lighthouse Reports.

Fem danske soldater hjalp i efteråret 2016 og halvandet år frem Systematic med at træne Emiraternes militær i det danske kampstyringssystem SitaWare, der blandt andet giver militære enheder et bedre overblik over kampområdet.

Hjælpen falder ikke i god jord hos menneskerettighedsorganisationen Amnesty, da Emiraterne på daværende tidspunkt var under alvorlige anklager for at krænke menneskerettighederne og begå krigsforbrydelser.

»Jeg synes, det virker grotesk, og jeg synes, det virker dybt uansvarligt, at det danske forsvar medvirker til at eksportere og lære Emiraternes styrker op i noget, som meget vel kan blive anvendt til menneskerettighedskrænkelser i konflikten i Yemen,« siger konstitueret generalsekretær i Amnesty Dan Hindsgaul til TV 2.

Soldaterne var udlånt af Forsvaret som et led i den såkaldte 'Open for business'-strategi, der forpligter Forsvaret til at hjælpe danske virksomheder med at eksportere deres produkter. Det fremgår af en artikel i tidsskriftet Interforce.

»Reglerne er i den aktuelle sag overholdt, og de pågældende medarbejdere har haft orlov uden løn fra Forsvaret i den periode, de har arbejdet for et eksternt firma i Forenede Arabiske Emirater,« skriver Forsvarsministeriet i en mail til TV 2.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har på nuværende tidspunkt ikke ønsket at udtale sig.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ditlev Petersen

»Jeg synes, det virker grotesk, og jeg synes, det virker dybt uansvarligt, at det danske forsvar medvirker til at eksportere og lære Emiraternes styrker op i noget, som meget vel kan blive anvendt til menneskerettighedskrænkelser i konflikten i Yemen,« siger konstitueret generalsekretær i Amnesty Dan Hindsgaul til TV 2.

Og så vaskes der hænder med henvisning til, at de ikke har fået løn af forsvaret ... Det er jo slet ikke dét, der er problemet.

Hvad er egentlig grænsen for, hvad forsvaret skal medvirke til? Er der nogle kunder, der er for langt ude?

  • 3
  • 0
#2 Niels Madsen

"Soldaterne var udlånt af Forsvaret som et led i den såkaldte 'Open for business'-strategi, der forpligter Forsvaret til at hjælpe danske virksomheder med at eksportere deres produkter. Det fremgår af en artikel i tidsskriftet Interforce."

Det er vel forventeligt at samfundets politiske og erhversspidser hjælper vennerne med deres investeringer og virksomheder uden alt for megen skelen til hvad som tilhører det private og hvad som hører det offentlige til.

Men gad vide hvad danske soldater (-altså de af dem som i værste fald risikerer mere end at få en "næse" eller at blive forflyttet) i almindelighed synes om at deres arbejdsgiver bruger dem som lejesoldater eller konsulenter for privat motiverede forretningsdrivende, og så endda i lande som de selv riskerer engang at skulle føre krig imod, næste gang verden rammes af en storpolitisk krise og alliancerne skifter?

  • 7
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere