Medie: Amerikanske myndigheder udvider efterforskning af Facebook

Illustration: Dessin de Tjeerd Royaards, Cartoon Movement, Pays-Bas
Efterforskning af Facebook's deling af 71 mio. amerikaneres personlige oplysninger med Cambridge Analytica er blevet udvidet, og involverer nu flere føderale amerikanske agenturer, fortæller fortrolige kilder The Washington Post.

En amerikansk føderal efterforskning af Facebook's datadeling med det politiske konsulentfirma Cambridge Analytica er blevet udvidet til at fokusere på IT-gigantens handlinger og udtalelser og involverer nu flere føderale agenturer.

Det fortæller flere fortrolige kilder til The Washington Post.

Specifikt har repræsentanter for FBI, SEC (Securities and Exchange Commission) og FTC (Federal Trade Commission) sluttet sig til det amerikanske justitsministerium i dets efterforskning af de to virksomheder og delingen af 71 mio. amerikaneres personlige oplysninger. Det fortæller fem personer med kendskab til sagen ifølge The Washington Post.

Læs også: Nye Facebook-tal: 40.000 danskeres data kan være høstet af Cambridge Analytica

Facebook opdagede i 2015, at Cambridge Analytica havde skaffet Facebook-data til at skabe profiler på vælgere. Den information valgte Facebook dog ikke at offentliggøre før marts i år, da medier allerede havde bragt skandalen frem i offentlighedens lys.

Efterforskningen fokuserer på, hvad Facebook vidste for tre år siden, og hvorfor de ikke valgte at dele oplysningerne med brugere eller investorer. Også de seneste vidneudsagn i den amerikanske kongress - heriblandt fra administrerende direktør Mark Zuckerberg - bliver undersøgt.

Facebook bekræfter, at virksomheden har modtaget spørgsmål fra de føderale agenturer, og udtaler at de deler oplysninger og samarbejde på andre måder.

Justitsministeriet og de andre agenturer har fravalgt at kommentere på sagen. FTC udtalte dog i marts, at agenturet var i gang med en efterforskning af Facebook.

Læs også: Facebook delte brugerdata med en lang række industrigiganter

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere