Medicinalindustrien interesseret i dansk søgemaskine til sjældne sygdomme

Danske FindZebra giver Google baghjul, når det handler om at finde sjældne sygdomme ud fra symptombeskrivelse. Det har interesse i medicinalindustrien.

Det danske forskningsprojekt søgemaskinen FindZebra er specialiseret i at finde sjældne sygdomme ud fra symptombeskrivelse. Og nu har flere medicinalfirmaer vist interesse for projektet, fordi firmaerne øjner en mulighed for målrettet at markedsføre lægemidler til behandling af sjældne sygdomme via den danske søgemaskine.

Lektor Ole Winther, Institut for Matematik og Computer Science, DTU, har sammen med studerende udviklet søgemaskinen. Forleden fortalte han om blandt andet FindZebra på en konference om Big Data afholdt af ATV - Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

»Google kunne lave en bedre løsning, men de er også i verden for at tjene penge. Og det her område er under deres bagatelgrænse,« fortæller Ole Winther.

Gennemsnitssøgninger

Han understreger, at han generelt er glad for Googles søgemaskine, men at der også er plads til nichesøgemaskiner - også ud over FindZebra - som griber søgninger lidt anderledes an end Googles generelle tilgang.

»Google optimerer deres søgning ud fra gennemsnitssøgningen. Så man kan forestille sig, at der er sjældne former for søgninger, der på den måde faktisk bliver dårligere.«

Som eksempel nævner Ole Winther Googles pagerankingsystem, hvor linkstrukturen på nettet bliver analyseret, og hjemmesider, der bliver linket meget til, får groft sagt en højere ranking end hjemmesider, der ikke bliver linket så meget til. Og det er godt, hvis formålet er at finde frem til en kendt skuespiller, men mindre godt, hvis søgningen gerne skulle resultere i en liste af sjældne sygdomme.

»Google havde idéen med at tage infrastrukturen på nettet og tilføre en værdi til en side.Tænker man på sjældne sygdomme, så giver det ikke så meget mening, fordi man vil booste sider, der allerede er populære,« siger Ole Winther og henviser til, at der i sagens natur bliver linket mindre til sjældne sygdomme sammenlignet med udbredte sygdomme.

Findzebra har en liste på ti frit tilgængelige kilder, herunder Wikipedia, som søgemaskinen har indekseret omkring 31.000 dokumenter fra med beskrivelser af sjældne sygdomme.

Sammenlignet med Google

For at dokumentere, at den danske nichesøgemaskine faktisk er bedre end Google til lige dette formål, har forskerne lavet specialiserede søgninger via Google, der begrænser sig til de samme ti hjemmesider, som FindZebra benytter. Og når den danske og den amerikanske søgemaskine bliver fodret med søgestrenge bestående af symptomer på sjældne sygdomme, kommer den korrekte diagnose dobbelt så ofte blandt de første 20 resultater fra FindZebra sammenlignet med Google, forklarer Ole Winther.

Derudover håndterer FindZebra også lange søgestrenge uden at blive for upræcis i de returnerede resultater.

»Vi ved, at Google ikke så godt kan lide lange søgestrenge. Hvis de skal slå op i en tabel for hver søgeterm, går det langsomt, og så mister de brugere. Et tilnærmelsesvist resultat er godt nok for de fleste. De har lavet et kompromis mellem hurtighed og akkuratesse. Det behøver vi ikke på samme måde,« siger Ole Winther.

Den danske søgemaskine har desuden indbygget en funktion, så alle ord i søgestrengen ikke skal optræde i de dokumenter, der bliver hevet frem i resultatet. Men jo flere symptomer, der optræder, jo bedre. Dermed bliver et dokument med en sjælden sygdom heller ikke helt udelukket fra at komme på resultatlisten, blot fordi et symptom ikke optræder i teksten.

Ole Winther og DTU er gået sammen om en kommercialisering af FindZebra, fordi medicinalfirmaer har vist interesse i FindZebra’s evne til at finde frem til sjældne sygdomme. Studier har vist, at ca. 6 pct. af alle mennesker bliver ramt af en sjælden sygdom. Mange medicinalfirmaer har derfor interesse for området, men har generelt svært ved at udbrede viden om de sjældne sygdomme.

Markedsføring

Firmaerne bruger allerede almindelige emneordsbaserede reklamer. Altså hvor søgninger på bestemte ord får firmaernes reklamer til at vise sig. Og i den forbindelse er FindZebra interessant for firmaerne, der producerer medicin til sygdomme, der måske kun rammer en ud af 100.000, fortæller Ole Winther.

Tanken er at få læger til at bruge FindZebra, når de er i tvivl om en sygdom - eksempelvis fordi den er sjælden. Og når de så finder sygdommen, vil der være en beskrivelse af det helt rigtige nicheprodukt, der kan behandle den også.

»Der er mange tilfælde, hvor diagnosen aldrig bliver stillet, selvom firmaerne ved, at der rent statistisk optræder en ud af 100.000 med en given sygdom,« siger Ole Winther og tilføjer:

»Vores vision er, at når læger sidder med en case, de ikke kan finde ud af at diagnosticere, så vil de tænkte på FindZebra, og så er vi i business.«

Navnet FindZebra kommer i øvrigt fra en lægefaglig jargon om, at hvis man hører hovslag bag sig, så skal man tænke hest - ikke en zebra (eller en sjælden sygdom).

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere