McDonald's-test af selvbetjeningsløsning på kant med sikkerhedsstandarder
Den 2. marts 2016 søsatte McDonald’s sit nye selvbetjeningskoncept ’Din McDonald's’. Uden at have helt styr på de regler, der er gældende på området, er McDonald's alligevel begyndt at udrulle deres projekt til en række restauranter landet over.
I et tip fra en læser bliver det beskrevet, at McDonald’s nye selvbetjeningsstandere bruger Dankort-terminaler, der kun er godkendt til betjente løsninger.
Konceptet bygger på en selvbetjeningsløsning med skærme a la dem, du kender fra DSB’s billetautomater, hvor man bestiller et produkt via skærmen på standeren og betaler med sit kreditkort i en indbygget betalingsterminal, uden at dette overvåges af en medarbejder, som det eksempelvis er tilfældet i Føtex og Bilka.
McDonald’s pressechef, Pia Tobberup, fastslår i en e-mail til Version2, at 'sikkerheden er i orden', men skriver samtidig:
»Vi forventer at have den formelle certificering på plads inden for kort tid – og naturligvis før den egentlige udrulning af bestillingsskærmene i restauranterne.«
Det er imidlertid ikke helt i overensstemmelse med reglerne fra Nets. Herfra ønsker man dog ikke at udtale sig om den konkrete sag.
»Selvbetjeningsløsninger skal godkendes af Nets for at kunne få tilladelse til at tage imod Dankort-betalinger,« fortæller Ulrik Marschall, der er pressemedarbejder hos Nets.
Samarbejde om godkendelse i gang
McDonald’s oplyser, at de er i tæt samarbejde med Nets, men vil ikke kommentere det samarbejde yderligere.
»Som et led i konverteringen indfører vi digitale bestillingsskærme. Skærmene fungerer som de løsninger, man ser i eksempelvis Føtex og Bilka. Det er deres (Nets, red.) vurdering, at vores skærme skal defineres som det, man kalder en overvåget selvbetjeningsløsning,« forklarer Pia Tobberup i mailen til Version2.
Med andre ord har McDonald’s altså kørt deres pilotprojekt i syv måneder med et system, der ikke overholder Nets' sikkerhedsstandarder for betalingsterminaler uden opsyn af en medarbejder, og nu arbejder de på at få den formelle godkendelse.
Forskel på terminaler
Nets forklarer, at kortlæser og tastatur i en ubemandet selvbetjeningsterminal skal være låst inde, så der ikke er fysisk adgang til den. Derudover skal terminalen automatisk lukke ned, når den fysisk åbnes - og terminalen skal først starte op, når eksempelvis en servicekode er blevet indtastet.
Ifølge vores læser, der har handlet på en af restauranterne fra pilotprojektet, er der tale om en helt almindelig dankortterminal, som man kender dem fra f.eks. supermarkedet.
Nets forklarer, at reglerne skal overholdes, hvis man fortsat vil tage imod Dankort i sine betalingsterminaler.
»Såfremt kravene ikke overholdes, kan Dankort i yderste konsekvens opsige forretningens indløsningsaftale,« fortæller Ulrik Marschall.
Ifølge planen vil McDonald’s begynde den egentlige udrulning af konceptet til alle landets 89 restauranter fra 2017, hvor planen er, at der skal konverteres op til to restauranter om ugen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.