Max Schrems om ny udvikling i historisk privacy-sag: Det er et kæmpe nederlag til Facebook

20. december 2019 kl. 15:282
Max Schrems om ny udvikling i historisk privacy-sag: Det er et kæmpe nederlag til Facebook
Illustration: artmagination/Bigstock.
EU's generaladvokat er positiv i forhold til Facebooks brug af standardkontrakter til at sende indsamlet persondata fra europæiske brugere til selskabets amerikanske servere. Men generaladvokaten understreger samtidig, at europæiske databeskyttelsesnævn kan og skal stoppe denne transaktion, hvis data, der forlader EU's medlemslande, ikke bliver behandlet på sikker vis.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Facebook er fortsat i midten af en retssag, hvor den østrigske jurist og aktivist Max Schrems har anklaget selskabet for at sende oplysninger om europæiske borgere videre til en usikker tredjepart, hvor personoplysningerne ikke bliver beskyttet ordentligt, nemlig Facebooks egne servere i USA.

Der er ikke fældet dom i retssagen endnu, men EU's generaladvokat har vurderet, at Facebook gerne må anvende såkaldte standard contractual clauses, standardkontrakter. Det er kontrakter, som selskaber i EU's medlemslande kan indgå med selskaber udenfor EU, hvis man vil føre persondata ud af EU.

Det oplyser EU's generaladvokat, Henrik Saugmandsgaard Øe, i en pressemeddelelse. Generaladvokaten kan vel at mærke ikke fælde dom i sådanne sager, men advokatens vurdering vejer tungt hos de fem aktuelle domstole, der står med netop denne opgave.

Facebook har anvendt firmaets europæiske afdeling i Irland til at indsamle persondata på europæiske brugere, som man så derefter har sendt videre til den amerikanske afdeling af selskabet via førnævnte standardkontrakter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og den praksis har EU's generaladvokat vurderet til at være lovlig.

Det har fået flere medier, heriblandt danske, til at kalde sagen for en sejr til Facebook og et nederlag til Max Schrems. Generaladvokaten har dog et stort 'men' hæftet på enden af vurderingen om, at disse kontrakter umiddelbart er efter bogen.

Det er nemlig efter generaladvokatens vurdering essentielt, at europæiske databeskyttelsesmyndigheder forhindrer EU-borgeres persondata i at blive sendt ud af EU, hvis de overføres til et sted, hvor disse oplysninger ikke kan blive beskyttet på forsvarlig vis.

USA, den usikre tredjepart

Det kan i det lys være svært at se generaladvokatens vurdering som en sejr til Facebook, påpeger Max Schrems i en udmelding om generaladvokatens vurdering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han anfører, at virksomhedens mulighed for at overføre EU-brugeres data videre til Facebooks amerikanske servere står og falder med, om de amerikanske servere vurderes til at være ude af stand til at beskytte EU-brugernes persondata på ordentlig vis.

Ifølge Max Schrems kan sejren yderligere være svær at få øje på, fordi den europæiske højesteret tidligere har kategoriseret USA som en usikker destination for europæiske persondata.

Argumentet er, at amerikanske myndigheder som eksempelvis NSA potentielt kan kræve adgang til disse data både med og mod Facebooks vilje.

Ligeledes har den irske databeskyttelseskommission, DPC, der agerer tilsynsførende myndighed overfor Facebooks europæiske hovedkontor i Irland, også tilbage i 2016 vurderet, at amerikansk masseovervågning fra NSA og andre overtræder EU's fundamentale rettigheder, påpeger aktivisten.

Max Schrems kritiserer også derfor DPC for ikke at have handlet hurtigere og sat en stopper for overførsler af persondata til Facebook i USA.

Han håber på, at generaladvokatens vurdering om, at myndigheder skal bremse overførsler til usikre destinationer betyder, at DPC bliver nødt til at forhindre Facebooks irske afdeling i sende personfølsomme oplysninger til Facebook i USA, når nu DPC selv tidligere har italesat USA's masseovervågning som en overtrædelse af europæiske borgeres rettigheder.

»Jeg er generelt glad for generaladvokatens mening. Meningen er på linje med vores juridiske argumenter. Dette er et stort nederlag for den irske databeskyttelseskommission og for Facebook, og det er et vigtigt skridt for brugernes privatliv,« hedder det i udtalelsen fra Max Schrems.

Den endegyldige dom fra den europæiske højesteret forventes at blive fældet inden for de næste måneder.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
29. december 2019 kl. 11:53

Seems that this page is not comply with EU Cookie Law
To be sure, ask your legal assistant for advice

1
26. december 2019 kl. 14:49

Jeg ved ikke, om dette site er kendt vidt og bredt: [https://www.cookiemetrix.com/] Jeg har som illustration indtastet https://www.version2.dkResultatet er forholdsvis godartet: [https://www.cookiemetrix.com/display-report/www.version2.dk/ee837ddda30d4194453c1fcb1080f628]