Matriklens ældste hardware: Den 12-kantede båndrobot snurrer stadig

Sommertour: Et par af Storageteks første båndrobotter graver gamle data frem fra arkiverne, når der er brug for dem. Maskinerne blev købt i 1987, men passer fortsat deres job hos KMD.

KMD har rødder helt tilbage til hulkortalderen i den danske it-historie, så der skal nok gemme sig ældre hardware et sted, men to maskiner fortjener at blive fremhævet i Version2's sommerserie for deres lange og tro tjeneste.

I kælderen under KMD's maskinstue M1 står nemlig to Storagetek Automated Cartridge Store båndrobotter, som stadig bliver brugt til langtidsopbevaring af data.

Automated Cartridge Store eller ACS var den første båndrobot, og det daværende Kommunedata købte fire styks i 1987, da Storagetek introducerede teknologien, som har holdt liv i båndlagringsteknologien frem til i dag.

»Vi købte fire, som vi byggede sammen, fordi de kunne aflevere til hinanden,« fortæller teknisk seniorkonsulent Allan Bülow fra KMD Infrastructure Outsourcing Technology.

To af KMD's Storagetek-robotter er i dag pensioneret. Det er dog ikke, fordi bånd er på vej ud, men de er blevet erstattet af nye robotter fra IBM og Storagetek.

De to robotter, som KMD stadig bruger, kan rumme op til 6.000 båndkassetter med hver op til cirka 500 megabyte. Selve båndrobotten består af to arme, der kan dreje om en central akse, som er placeret i centrum af en tolvkantet indeslutning.

Det giver Storageteks system et meget karakteristisk udseende, som angiveligt også var årsagen til, at det fik en rolle i filmen Mission: Impossible iklædt plexiglas.

Formen er dog praktisk, fordi den gør det muligt at koble op til fire båndmaskiner til hver robot. Fire maskiner er dog ikke altid nok, og derfor var det smart, at robotterne kunne kobles sammen.

Hver indeslutning har to åbninger ved foden, hvor robotterne kan udveksle bånd mellem hinanden. På den måde er man ikke afhængig af, at der er en ledig båndstation ved den samme robot, som har det bånd, man skal bruge.

»Hvis der er en ledig båndstation ved en anden robot, så kan robotten tage båndet og sætte det på en hylde, som kan rykke fem centimeter baglæns, så den anden robot kan samle båndet op,« forklarer Allan Bülow.

Selve robotten kan bevæge sig med op til 80 kilometer i timen, og da den består af metalstænger, så skal man ikke komme for tæt på. Maskinerne har dog en indbygget sikkerhedsforanstaltning, som betyder, at robotten først kører en langsom prøveomgang for at sikre sig, at der ikke er personer i vejen, hvis man har haft døren åben.

KMD lagrer backupdata på bånd for kunder i dets datacentre. I dag er det især nye robotter og bånd med en kapacitet på op til en terabyte pr. kassette, som bliver brugt, men selv med de gamle systemer er prisen det afgørende, der holder liv i teknologien.

»Det er stadig billigere til langtidslagring,« siger Allan Bülow, der selv har været hos KMD i 44 år og derfor har været med til at se hulkortsmaskinerne blive skiftet ud med EDB.

Selvom data bliver lagret på bånd, så ligger de ikke nødvendigvis dér hele tiden. KMD bruger også virtuelle båndsystemer, så når et bånd bliver aflæst, ender dataene ofte på det virtuelle system, hvor det ligger på diske.

Det giver en fordel for data, der bliver læst flere gange, fordi det ikke optager en fysisk båndmaskine. Et virtuelt båndbibliotek kan derfor håndtere en mængde bånd, som ellers ville kræve flere tusind båndmaskiner.

Storage-leverandører har flere gange udråbt enden på båndalderen, men selvom der ikke er sket store landvindinger siden Storageteks første båndrobot, så lever teknologien stadig. Og i kælderen hos KMD lever de gamle robotter også et stykke tid endnu.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (9)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Morten Andersen

De to robotter, som KMD stadig bruger, kan rumme op til 6.000 båndkassetter med hver op til cirka 500 megabyte. Selve båndrobotten består af to arme, der kan dreje om en central akse, som er placeret i centrum af en tolvkantet indeslutning.

Hmm 6.000 x 500 MB = 3.000 GB = 3 TB.

Pris for 2 stk "Seagate Barracuda Green ST2000DL003 2 TB" = 2x449 kr. = 898 kr. for en samlet kapacitet på 4TB.

Er man bekymret for datasikkerheden kan man triple-dublere det hele, for en samlet pris på under 3000 kr. Mon ikke det er væsentligt billere end at vedligeholde de to gamle skrammelkasser (når man medtager material og arbejdstid)? :S Og i hvert fald meget hurtigere, og sikkert også noget mere pålideligt!

  • 7
  • 0
Christian Sønder

Kunne være det system som bruger dem ikke er kompertibelt med andet end ASC ?! og hvad pålidligheden angår fås ikke noget bedre end STK PowderHorn (som de også kaldes) - det er lækker og gennemprøvet/gennemtestet hardware :)

  • 2
  • 0
Thomas Bianchini Daugaard

"Selve robotten kan bevæge sig med op til 80 kilometer i timen"

Der findes ingen YouTube videoer der ordentligt viser dette, så hermed en opfordring til KMD om at få fundet smartphonen frem og optage et par minutters "omrokering af bånd" ;)

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize