Massesøgsmål mod Amazons Ring-kameraer efter ubehagelige hackerangreb

28. december 2020 kl. 11:551
Amazon Ring Dørkamera
Illustration: Wikimedia.
Hackere udnyttede svag sikkerhed til at overtage smarte video-dørklokker og overvågningskameraer, hævder massesøgsmål mod producenten Ring, der er ejet af Amazon.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Mere end 30 personer har samlet sig i et massesøgsmål mod den Amazon-ejede virksomhed Ring, der producerer smarte overvågningskameraer og video-dørklokker, efter at have været udsat for en række ubehagelige episoder med dødstrusler og afpresning fra hackere.

Det skriver The Guardian.

Rings smarte overvågningskameraer og video-dørklokker har udover et kamera også både mikrofon, højttaler og bevægelsessensor, men sikkerheden i enhederne har langt fra været tilstrækkelig, hævdes det i nyt massesøgsmål, der bygger på en række tidligere sager og klager.

De ramte personer, som er fordelt på 15 familier, hævder, at deres Ring-enheder er blevet hacket og brugt til at chikanere dem på forskellige måder, hvoraf en række eksempler fremgår af søgsmålet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En ældre kvinde på et plejecenter oplevede, at en hacker gennem en Ring-enhed udsatte hende for seksuel chikane og fortalte hende: »Du dør i aften«. På grund af den ubehagelige episode måtte den ældre kvinde flytte tilbage til sin familie, da hun ikke længere følte sig sikker på plejecenteret, hævdes det.

En mor til to fortæller, at hun havde købt et overvågningskamera fra Ring for at holde øje med hendes fireårige datter. Enheden begyndte at spille musik fra gyserfilm, og en hacker talte til hendes otteårige datter gennem enheden. Kvinden endte ifølge søgsmålet med at forlade sit job på grund af stress som følge af episoden.

Svag sikkerhed

I massesøgsmålet beskyldes Ring for ikke at have haft passende sikkerhedsforanstaltninger og for uberettiget at lægge skylden over på ofrene. Ring har blandt andet beskyldt brugerne for ikke at have brugt stærke nok kodeord, men dette skulle virksomheden have krævet af brugerne samt implementeret to-faktor godkendelse, lyder det i anklageskriftet.

I 2019 blev Rings systemer udsat for et hackerangreb, hvor kunders loginoplysninger blev stjålet, så ansvaret for de kompromitterede kodeord kan dermed ligge hos Ring, hævdes det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge søgsmålet har producenten »på nuværende tidspunkt ikke forbedret sin sikkerhedspraksis tilstrækkeligt eller reageret tilstrækkeligt på de igangværende trusler, som deres produkter udgør over for sine kunder«.

En talsperson fra Ring siger til The Guardian, at de ikke kommenterer på igangværende sager.

Privacyorganisation: Uforeneligt med borgerrettigheder og demokrati

Flere sikkerheds- og privacyeksperter har også kritiseret Ring.

»Efter en masse skræmmende overskrifter om deres dårlige sikkerhedspraksis har Ring endelig foretaget nogle forbedringer,« lyder det fra Evan Greer, der er vicedirektør i privacyforeningen Fight for the Future.

»Men implementering af grundlæggende sikkerhed, som skulle have været der i første omgang, ændrer ikke på det faktum, at Ring-kameraer gør samfundet mindre sikkert, ikke mere sikkert.«

Ring har derudover fået kritik for sit øgede overvågningssamarbejde med politistyrker efter blandt andet at have indgået et samarbejde om at sende overvågningsbilleder- og videoer til politiet i mere end 1300 byer.

»Rings overvågningsbaserede forretningsmodel er grundlæggende uforenelig med borgerrettigheder og demokrati,« lyder det fra Evan Greer.

1 kommentar.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
28. december 2020 kl. 20:00

En mor til to fortæller, at hun havde købt et overvågningskamera fra Ring for at holde øje med hendes fireårige datter.

Medmindre kameraet skulle holde øje med en anden persons datter, skal der stå

... for at holde øje med sin fireårige datter.

Mere om det fx. påhttps://syntaksis.dk/hanshendes-eller-sin/