Maskinlæring giver 'Littlefinger' 91 procent risiko for at dø i Game of Thrones
Hvilken elsket eller hadet hovedperson er i størst fare for at dø på drabelig vis i enten tv-serien Game of Thrones eller bogserien A Song of Ice and Fire? Ingen kan vide sig sikker i forfatteren George R. R. Martins univers, men der ser alligevel ud til at være visse faktorer, der øger risikoen for at få sat et tidligt punktum.
En gruppe datalogistuderende fra det tekniske universitet i München har samlet data om hoved- og bipersoner, der optræder i både bøgerne og tv-serien. Det er blevet til 24 parametre, som blev brugt til at konstruere en support vector machine, som blev oplært ved at opdele datasættet i 10 dele.
Algoritmen er ikke ufejlbarlig, men er dog i stand til med 74 procents sikkerhed at afgøre, om en given person ville dø i løbet af den del af handlingen, vi allerede kender.
Det kan være lidt svært at spå om fremtiden for persongalleriet, for den mest betydende faktor for risikoen for at dø var, at personen optrådte i bogen 'A Feast for Crows'. Altså var George R. R. Martin i særlig morderisk lune i netop dén bog.
Andre faktorer er dog også vigtige, som eksempelvis hvilket adeligt hus personen tilhører. Der er også større risiko for at dø, hvis man er en mand med en adelig titel, end hvis man er kvinde uden adelig status.
Ud fra de personer, der allerede er døde, har de studerende forsøgt at beregne risikoen for, at de resterende personer dør. For eksempelvis 'Littlefinger' ser fremtiden sort ud med 91 procent risiko for at dø.
Selvom Sansa Stark er både adelig og tilhører et hus med en skidt historik for overlevelse, så lyder vurderingen fra algoritmen, at der blot er tre procents risiko for, at Sansa ikke overlever. Hendes søster Arya derimod går en noget mere risikabel fremtid i møde med 68 procents risiko for at dø.
Daenerys Targaryen lider måske temmelig meget under de mange dødsfald i familien, for hendes situation ser ifølge algoritmen alvorlig ud med 95 procents risiko for ikke at overleve, uanset om hun har drager eller ej.
Data for alle personerne kan findes på A Song of Ice and Data.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.