Fristen for kvote 1-ansøgninger til de videregående uddannelser udløb i går, og en række it-uddannelser er blevet søgt væsentligt mere i år end i 2019.
På erhvervsakademi- og professionsbachelor-uddannelserne er antallet af ansøgere således steget med 10 procent på de it-faglige uddannelser.
Datamatikeruddannelsen oplever en fremgang på 9 procent, og på ITU ses en fremgang på 16 procent.
Også ’Teknisk Videnskab’ på bachelorniveau er gået frem med 11 procent.
Generelt set er der fremgang på alle STEM-uddannelser.
Folketinget besluttede tilbage i juni, at man ville tilføre 210 millioner kroner til i alt 5.000 flere studieplader, og at det især ville være inden for it, teknologi og velfærd.