Margrethe Vestager trækker Googles konkurrenter ind i EU-sag om monopol

12. november 2014 kl. 15:15
Den danske konkurrencekommissær i EU vil undersøge, hvordan Googles markedsposition påvirker andre virksomheder i branchen.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

EU vil med konkurrencekommissær Margrethe Vestager høre en række virksomheder, der er påvirkede af Googles dominans på markedet for søgemaskiner, om hvordan den amerikanske søgemaskines forretningsmetoder påvirker dem.

Formålet med dialogen er at finde ud af, om EU skal intensivere eller droppe efterforskningen af den igangværende sag mod Google.

»Jeg bliver nødt til at vide, hvad dem, der er mest påvirkede af sagen, har at sige,« sagde Margrethe Vestager til EU-parlamentet.

»Jeg har derfor brug for noget tid til at beslutte, hvad næste skridt skal være,« sagde hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun vil begrænse undersøgelsen til de virksomheder, der er i direkte konkurrence med Google og vil således ikke komme ind på de andre problemstillinger, som Googles markedsdominans og forretningspraksis medfører. Det gælder blandt andet debatten om privatlivets fred og mediepluralisme ifølge den danske EU-kommissær.

I stedet vil en af de oplagte diskussionsemner ifølge kommissæren handle om markedsadgangen for de virksomheder, der konkurrerer med den amerikanske søgemaskinegigant.

Google står til potentielt at få en bøde på omkring 35 mia. kr. for sin dominerende position på markedet for søgemaskiner og online-annoncering. Det kan blive den største bøde af sin slags i historien ifølge New York Times.

EU-sagen mod Google blev formelt indledt i 2010 og kører nu på fjerde år. Microsoft og Nokia er blandt de virksomheder, som har klaget til EU over Google.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger