Linux-entusiaster ser foreløbig ud til at være nødt til at holde sig fra visse af Lenovos bærbare pc'er. På grund af manglende driver-understøttelse er det nemlig ikke muligt at komme til at installere Linux på pc'erne.
Det vakte en furore, da en tråd på Reddit bragte problemet op i forbindelse med en pc købt under Microsofts Signature pc-ordning. Det er pc'er, der blandt andet er fri for al den ekstra software, der typisk følger med oven på Windows-installationen fra pc-producenten.
Da det viste sig, at brugeren ikke kunne installere Linux på den ny pc, henvendte han sig til Lenovos support og fik et svar, der lød, at pc'en var låst i henhold til en aftale med Microsoft.
Det er ikke helt forkert, men alligevel ikke årsagen til problemet. Det er korrekt, at en Microsoft Signature-pc skal have den funktion slået til i UEFI, der kræver, at et styresystem har en gyldig kryptografisk signatur. Det skal beskytte mod rootkits. Selvom denne funktion er slået til som standard på disse pc'er, så forhindrer den dog ikke brugeren i at installere eksempelvis Ubuntu Linux.
Efter tråden havde vakt opsigt, vendte Lenovo tilbage med et mere uddybende svar til de medier, der havde skrevet om problemet. Ifølge Omgubuntu er problemet, at de pågældende pc'er har en bestemt RAID-konfiguration slået til sammen med SSD'en. Denne RAID-konfiguration understøttes af en lukket Intel-driver til Windows, men der findes ikke en Linux-udgave.
Ifølge Linux-firmware-udvikler Matthew Garrett er der tale om en RAID-konfiguration, der skal forbedre strømforbruget. Det sker ved hjælp af en driver fra Intel, der har designet det pågældende chipsæt, men den driver findes altså kun i en Windows-version.
Mens Intel er blandt de største bidragydere til Linux-kernen, så er det ikke ensbetydende med, at alle Intel-drivere til forbrugerrettede pc-produkter bliver oversat til Linux.
Problemerne med Lenovo-bærbare omfatter ifølge The Register modellerne Yoga 900S og Ideapad 710S. Lenovo henviser til en liste over Linux-certificerede modeller, der altså burde virke med forskellige Linux-distributioner.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.