Pandora: It-arkitekturen var ude af kontrol

En tomandshær har ændret smykkefirmaet Pandoras it-landskab fra kaotisk til struktureret. Det udløser nu Dansk IT’s nye pris for bedste Enterprise Architecture-projekt.

Der var brug for oprydning, da Pandora fik sin første enterprise-arkitekt for to år siden. Over ti år med meget hurtig vækst havde gjort Pandora til en global spiller på smykkemarkedet - men der havde ikke været fokus på at få lagt en god, overordnet plan for it-landskabet i firmaet.

Det fortalte Claus Thorsen, leder af Pandoras enterprise architecture-afdeling, da han tirsdag eftermiddag modtog EA-prisen, som Dansk IT uddelte for første gang. Det skete i forbindelse med en Dansk IT's konference om Enterprise Architecture.

»Forretningen udviklede sig hurtigt, men der var ikke ret mange, der tænkte i struktur for it. Der var en stor efterspørgsel på mere it, så man købte løbende det, der var brug for. Det gav et landskab for it, der var ude af kontrol,« sagde han om situationen, da han blev ansat i firmaet.

I løbet af to år har han - det seneste år sammen med en makker - fået sat så meget skik på it-arkitekturen, at det udløste prisen for årets bedste EA-projekt.

Ved overrækkelsen delte han ud af sine erfaringer med at indføre enterprise architecture i en organisation, der slet ikke var interesseret i det.

»It bliver set som en commodity, noget man skaffer, når der er brug for det. Så forretningen efterspørger bestemt ikke enterprise architecture. Jeg skulle have nogle klare, værdiskabende produkter at sælge meget hurtigt, for ellers kom jeg ikke langt,« forklarede Claus Thorsen.

Et af de overordnede resultater undervejs var at få skrevet den overordnede it-strategi om. Før handlede den kun om forretningsværdi, men nu har den fået et andet ben at stå på også, der hedder teknologistruktur.

»Der har altid været fokus på forretningsværdi, så det nye er, at vi også fokuserer på teknologistruktur, så vi for eksempel ikke får to systemer, der leverer samme ydelse. Det giver langsigtet effektivitet, stabilitet og informationskvalitet,« sagde han.

Som en lille tomandshær blandt Pandoras over 7.000 medarbejdere har Claus Thorsen og hans kollega haft fokus på hele tiden at finde gevinster, der som minimum modsvarer deres løn.

»Der skal leveres værdi hver dag. Og det er fint, hvis det nogle dage er ikke-EA-arbejde, der skal til. Vælg det, der giver størst værdi. Der er ingen grund til at prøve at nå de frugter, der hænger næst-lavest,« sagde Claus Thorsen.

På samme måde skulle der fart over feltet, så den lille EA-afdeling kunne fremvise resultater.

»Begynd at bruge det, så hurtigt I kan. Jeg er overhovedet ikke kommet hele vejen rundt, men er begyndt løbende. Lad være med at polere kanterne for længe. Jeg tror, at it-arkitekter har det med at polere deres projekter langt mere, end de kan tåle,« lød rådet fra Claus Thorsen.

Projekter, der ikke viser sig at virke eller give værdi, skal tilsvarende hurtigt aflives, forklarede han.

Og så skal EA-folkene selv have drive og være ambitiøse, hvis det skal rykke noget, mente Claus Thorsen.

»Vær ambitiøs og hold dig skarp. Sørg for at være up-to-date inden for enterprise architecture - og lær af de bedste,« sagde han.

16 virksomheder og projekter var indstillet til Dansk IT's EA-pris, hvoraf fire blev nomineret. Ud over Pandora, som altså vandt prisen, var det Spar Nord, Logstor og Det digitale Vandselskab.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Nørregaard Blogger

Enterprise arkitektur, som Pandora har gjort det, går efter at bringe sammenhæng melle strategi, forretningen og it. Pandora har bl.a. gjort med at lave en oversigt over business capabilities / "forretningsevner"). Dét kræver ikke så lidt, og Pandora er nået langt med få folk. (Jeg sad selv med i dommerkomiteen, blot til information)

PS Cool billede, Michael, gamle kollega. Er det en mashup mellem før og efter morgenkaffen?

  • 0
  • 0
Tommy Bell

Jeg kunne godt tænke mig lidt mere information omkring evt. noget best practices eller fremgangsmetoder til at skabe enterprise architecture eller hvordan der kan skabes en unified struktur på det dersens IT.

  • 0
  • 0
Peter Nørregaard Blogger

Tommy Bell


Området er komplekst og kan ikke bare løses fra it-afdelingen. Men prøv evt at lede efter Dynamic Enterprise Architecture for en god vinkel på at drive sådant noget frem. Pandoras præsentation er også god (kræver måske at man hørte Claus Thorsen gennemgå den): http://dit.dk/events/2013/11/12-ea-2013/program/~/media/Files/Konference...

Hvis du er interesseret i EA i offentligt regi der der en hurtig introduktion til EA i det offentlige på http://ea.oio.dk (sitet var nede da jeg testede), men ellers se dette oplæg fra DIT's konference i tirsdags: http://dit.dk/events/2013/11/12-ea-2013/program/~/media/Files/Konference... hvor EA Niels Terkelsen bruger OIO EA checklisten til alle projekter i sit ministerium: http://overblik.digitaliser.dk/oioeatjeklistereolen.htm

  • 0
  • 0
Kenn Nielsen

Mit umiddelbare indtryk - efter at have læst artiklen - er en nysgerrighed efter hvorfor hans 'makker'/'kollega' ikke nævnes.

Man kunne få det indtryk at opgavefordelingen var talende og udførende, hvor 'makkeren' er den udførende.

K

  • 0
  • 0
Peter Nørregaard Blogger

Det tror jeg ikke du har ret i, Kenn. Hans kollega, Mikael Zebbelin Poulsen, er nævnt i præsentationen, jeg linkede til ovenfor, men det er sjældent at journalister er interesseret i for mange navne i en artikel. (Medlemmerne af dommerkomiteen er fx også fraværende, hvilket er ok med mig)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere