SEOUL. De fleste Windows-brugere kender oplevelsen, hvor de sidder frustrerede og stirrer på en harddiskindikator, som blinker heftigt, umiddelbart uden synlig årsag, og alting virker til at gå lidt langsommere, end de burde.
Microsoft har selv gjort det mindre slemt i de nyeste udgaver af Windows, men alligevel kan man stadig komme ud for det selv på nye, hurtige maskiner.
Imidlertid kan en kombination af overskydende hukommelse, en SSD og særlig software afhjælpe problemet ifølge Samsung, som i forbindelse med lanceringen af en ny SSD, Samsung 840 Evo, vil bygge en ny caching-funktion ind i den tilhørende software.
»Mange pc'er er kraftigere end nødvendigt målt på hukommelse og processorkraft, men til gengæld underdimensionerede på storage. Så vi kan udnytte den ubrugte kapacitet til caching,« forklarer produktchef David Lin fra Samsung.
Rapid Mode er en ny funktion i Samsungs Magician-software, som i første omgang kun findes til Windows, og vil supplere den caching, som allerede er indbygget i Windows, hvor Windows vil lagre de senest hentede data i et område af hukommelsen.
Rapid Mode indebærer, at en del af SSD'ens arbejde overlades til en proces på én af pc'ens processorkerner, og pc'ens hurtige DRAM-hukommelse bruges som midlertidigt lager. Det kan ifølge Samsung betyde, at den hastighed, man oplever ved skrivning og især læsning af filer vil overstige den teoretiske maksimumhastighed for SATA-bussen, som drevet sidder på.
Samsungs software vil overvåge brugerens dataforbrug og forsøge at finde frem til, hvilke data der bliver brugt hyppigst og lægge dem i hukommelsen. Det er en teknologi, som er velkendt i storageverdenen, men ikke i samme omfang til almindelige pc'er
Ifølge David Lin vil en almindelig Windows-bruger især kunne mærke en forbedring i det der kaldes 4k læsninger og skrivninger ved kødybde 1. Konkret er det en type operationer på drevet, som Windows ofte vil stå og foretage hele tiden, og det kan opleves som hakken og små forsinkelser, hvis man skal vente på en harddisk.
»Vi kan opsamle disse små læsninger og skrivninger i cachen og derefter præsentere dem for SSD-drevet på en mere optimal måde,« siger David Lin.
Risikoen ved caching i DRAM er, at dataene forsvinder, hvis strømmen forsvinder. Ifølge Samsung skulle cachen understøtte den samme indbyggede sikring mod det, kaldet flush, som Windows normalt bruger til skrivning til lagermedier, så risikoen burde ikke være større, end den normalt ville være for datatab, hvis strømmen forsvinder eller systemet går ned, før data er skrevet til en disk.
En anden risiko ved Rapid Mode er, at det går ud over de tilgængelige ressourcer på pc'en. Ifølge Samsung er det grunden til, at Rapid Mode ikke bliver slået til som standard, blot man installerer Samsungs Magician-software til 840 Evo.
På systemer med begrænset hukommelse eller en mindre kraftig processor kan det vise sig ikke at være en gevinst, og derfor er det gjort til en valgfri funktion, som brugeren selv skal slå til.
Simulering af dyr SDD-teknologi gør billig SSD dobbelt så hurtig
De hukommelseschips, som bruges i SSD-drev, får ingen gavn af, at ny produktionsteknologi gør det muligt at gøre dem endnu mindre. Selvom chippene bliver billigere, og der bliver plads til flere på samme areal, så går det ud over levetiden.
Det er ét af de problemer, som Samsung, der er verdens største producent af hukommelseschips til SSD'er, vil kompensere for gennem mere avanceret software i selskabets egne drev. Det sker som følge af, at selskabet er gået over til nu at bruge 19 nanometer-teknologi i sine NAND-kredsløb, som er hukommelsen i SSD'er.
Den nye Samsung 840 Evo-serie er således udstyret med en ny controller, som ikke blot er hurtigere end i den nuværende almindelige 840-serie. Den har også fået indbygget understøttelse for forbedrede udgaver af det, der kaldes advanced signal processing, som blandt andet dækker over de algoritmer, der skal fordele den elektroniske slitage på chippene og forlænge levetiden
Ved at indbygge understøttelse for algoritmerne i selve processoren, er det muligt at afvikle algoritmerne hurtigere, end hvis de skulle klares af processorens generelle funktioner.
»Vi har fået 27 procents forbedring i random reads. Noget af det skyldes den generelt hurtigere controller, men også at vi kan gøre mere i hardwaren i stedet for software,« forklarer marketingchef Jonathan Da Silva fra Samsungs afdeling for hukommelsesteknologi.
Den største forbedring i forhold til den tidligere generation er imidlertid i skrivehastigheden, hvor drevene ikke mindst har fået mellem en fordobling og en tredobling, alt efter drevets kapacitet. Det sker takket være en teknologi, som Samsung kalder Turbowrite.
Samsungs billige SSD'er, som 840 Evo er det nyeste skud på stammen af, bruger tre-bit MLC-celler. Det vil sige at hver celle kan lagre op til tre bits information, og derved får man større kapacitet ud af et givet antal celler. Imidlertid koster det mere tid at skrive anden og tredje bit.
Turbowrite kompenserer for det ved at reservere et område af hver hukommelseschip, hvor tre-bit MLC-cellerne simuleres som den betydeligt hurtigere hukommelsescelletype SLC. Dette område er fastlåst i hardwaren og fungerer som en buffer, som alle sekventielle skrivninger først lagres i.
Når drevet får en pause, bliver dataene overført fra bufferen til de almindelige, langsommere celler. Kapaciteten af bufferen varierer fra tre gigabyte i det mindste 128 gigabyte drev til 12 gigabyte for det største drev på én terabyte.
Det betyder dog, at hvis man foretager en sekventiel skrivning, som er større end bufferen, vil hastigheden falde, når man har fyldt bufferen ud. Hvis man eksempelvis overfører en fil på fire gigabyte på et drev med en tre gigabyte buffer, vil skrivningen gå langsommere, når de tre første gigabyte er skrevet.
»Vi har været meget forsigtige med at vælge størrelsen på bufferen til de forskellige drev. Det skulle nemlig også være til at betale. Vi foretog en masse test og fandt frem til, at tre gigabyte ville være rigeligt for de fleste brugere langt det meste af tiden,« fortæller Jonathan Da Silva.
Høj temperatur gør drevet langsommere
Samsung 840 Evo-serien er blandt andet beregnet til at blive brugt som opgradering i bærbare pc'er, men det kan især i kompakte eller gaming bærbare pc'er give en udfordring på grund af varmen.
Som al anden elektronik er en SSD sårbar over for høje temperaturer, og ét af de første symptomer kan være data, der går tabt, hvis chipsene bliver for varme.
I en bærbar pc kan det være vanskeligere at kontrollere temperaturen, og derfor har Samsung valgt at tilføje en funktion, som slår eksempelvis TurboWrite og andre intensive funktioner fra, hvis temperaturen bliver for høj.
Det skal give drevet en chance for at køle ned. Hvis man har installeret sit 840 Evo-drev i en pc, der bliver meget varm, vil det altså gå mærkbart ud over ydelsen. Til gengæld skulle risikoen for datatab altså være mindre ifølge Samsung.
De fleste SSD'er på markedet bygger på en håndfuld controller-processorer og hukommelseschips fra ganske få producenter. Derfor vil forskellen mellem de enkelte SSD-drev typisk ligge i firmwaren, og det er altså også den vej, Samsung satser på. Selskabet ser dog også potentiale i at udnytte pc'ens hardware til flere funktioner i stil med Rapid Mode.
»Det er den vej, vi ser tingene gå. Softwaren kan i modsætning til selve SSD'en have kendskab til hele systems formåen og sørge for, at data bliver sendt til SSD'en på den optimale måde,« siger David Lin.
Version2 er inviteret til Sydkorea af Samung, der dækker redaktionens omkostninger til rejse og ophold.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.