Mærkning skal udrydde strømslugende mobilopladere

De fem største mobilproducenter er blevet enige om en energimærkning for den strøm, der går tabt i mobilopladere.

Under ethvert skrivebord finder man i dag en stikdåse fyldt til bristepunktet med strømforsyninger til elektronisk udstyr. Heriblandt opladere til mobiltelefoner, som konstant bruger strøm, selvom de ikke er sluttet til en mobiltelefon.

Visse opladere brugere imidlertid mere strøm end andre, når de er koblet til elnettet, men ikke oplader en mobiltelefon.

Derfor er de fem største mobilproducenter gået sammen om en mærkningsordning, som skal gøre det muligt for kunderne at se, hvilke opladere der bruger mest strøm, når de ikke oplader.

Ordningen vil således give de mest effektive opladere, som stort set ikke har noget strømspild, fem stjerner, mens de mest sultne opladere får nul stjerner.

Vurderingen er baseret på standarder fra EU-Kommissionen og det amerikanske miljøministeriums Energy Star-ordning.

De fem mobilproducenter i ordningen, LG, Motorola, Nokia, Samsung og Sony-Ericsson, har oprettet en sektion på deres websteder, hvor kunderne kan se, hvor effektive de forskellige opladere fra firmaerne er.

For Nokia spænder opladerne eksempelvis fra AC-5, som får to stjerner med et standby-forbrug på op til 0,3 watt, til AC-8, som får fem stjerner med et forbrug på 0,03 watt.

Da der er op mod tre millioner mobiltelefoner i brug, vil et skifte til de mest effektive opladere kunne spare strøm svarende til produktionen fra to mellemstore elværker, vurderer mobilproducenterne.

Selve produktionen af en oplader skal selvfølgelig tælles med i det samlede energiregnskab. Derfor kan det være en mere miljørigtig løsning blot at slukke for kontakten eller tage opladeren ud af stikket, når den ikke bliver brugt.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere