MacOS: Backup-data risikerer at forsvinde ud i ingenting
Selvom alt på overfladen ser fint ud, så kan en fejl i MacOS bevirke, at der reelt ikke bliver taget backup af data, selvom det ser sådan ud.
Sådan lyder en advarsel fra Mike Bombich i et blogindlæg, som The Register er faldet over, og som en læser også har tippet Version2 om.
Bombich står bag et backup-værktøj til MacOS kaldet Carbon Copy Cloner (CCC).
Fejlen relaterer sig til, når data bliver kopieret over i et APFS (Apple File System) formateret disk-image af typen sparse disk-image. Det er en fil, der agerer som en tilkoblet disk, og som dynamisk ændrer størrelse, når der bliver flyttet eller kopieret flere data over i filen.
Problemet opstår, når der bliver kopieret flere data over i et APFS-formateret sparse disk-image, end der faktisk er plads til på den underliggende fysiske disk.
Ifølge Bombichs blogindlæg forløber kopieringsprocessen umiddelbart uden problemer, selvom der ikke er plads på den fysiske disk. Bombich testede med en videofil, som blev flyttet uden problemer. Og videofilen kunne også afspilles efterfølgende, ligesom filens checksum passede med kilde-filen.
Men da han unmountede disk-imaget og mountede det igen, så var videofilen korrumperet.
To bugs
Bombich har identificeret to bugs i den forbindelse. Den ene er, at den plads, der ser ud til at være ledig ved et APFS-formateret disk-image, ikke reflekterer den faktiske plads på den underliggende disk. Hvis det var den eneste bug, så ville det være til at leve med, som Bombich bemærker.
Problemet bliver forstærket af, at systemet ikke melder fejl, når den fysiske disk er fyldt op. Det hænger ifølge Bombich sammen med diskimages-helper applikationen, der fungerer som en slags formidler (eng. broker) mellem programmet, der gerne vil skrive data, og filsystemet.
Diskimages-helper bliver nemlig ved med at acceptere skrive-forespørgsler, selvom der ikke er mere plads. Så datakopieringen ser ud til at være vellykket.
Og hvad der er med til at forstærke problemet er, at det ser ud, som om filen faktisk ligger på den virtuelle disk, når kopieringsprocessen er færdig. Ligesom filen også ser ud til at have den rigtige størrelse. Ifølge Bombich skyldes det, at filsystemets metadata er opdateret, så det ser ud, som om alt er vel - selvom data som sådan ikke ligger på disken.
Når det også kan lade sig gøre at generere en checksum på den delvise fil, som matcher kildefilen, så hænger det ifølge Bombich antageligt sammen med, at diskimages-helper bibeholder noget af filen i ram, eftersom data ikke er nået over på den fysiske disk.
Den gode nyhed er, at der ikke er mange, der risikerer at få problemer som følge af fejlen, vurderer Bombich. I hvert fald ikke blandt brugere af CCC. Her skulle statistikken vise, at mindre end 7 pct. af CCC-backup-opgaver foregår til et sparse disk-image, og af disse er mindre end 12 pct. APFS-formateret.
Fejlen er rapporteret til Apple, fortæller Bombich. Indtil problemet er fikset, så er APFS-understøttelse af disk-images fjernet fra CCC.
Bombich har lavet en video for at illustrere problematikken.
[video:https://youtu.be/k60NvrJnNOY]
