Har du en Mac? Så kan du ikke bruge din egen computer til eksamen. Sådan lød beskeden til Fie Winther Sørensen, der går i 2. HHX på Århus Købmandsskole.
»Inspektøren sagde, at ministeriet ikke kunne garantere, at eksamenssystemt virker på en Mac, og at jeg derfor ikke måtte have min MacBook med til eksamen,« siger Fie Winther Sørensen til Version2.
Hun er en af fem Mac-brugere i en klasse på 29, og hun tilføjer, at en veninde sågar har fået at vide, at Mac med Windows som styresystem heller ikke var tilladt.
»Jeg synes det er langt ude. Især fordi de har prøvet at have Mac'er til eksamen helt uden problemer. Det må de altså se at få styr på,« lyder beskeden fra Fie Winther Sørensen.
Uddannelsesleder Torben Bisbo fra Århus Købmandsskole bekræfter, at man har valgt ikke at give eleverne mulighed for at gå til eksamen med deres MacBooks.
»Vi så helst, at vi kunne tilbyde alt til alle. Men i de vejledninger, vi får fra Undervisningsministeriet, kan de ikke garantere, at alle opgaver kan håndteres af Mac-computere på netværket,« siger Torben Bisbo.
Rent teknisk foregår eksamenerne ved, at hver skole opretter et lukket eksamensnetværk, hvor de enkelte opgaver med tilhørende filer lægges i mapper, som eleverne kan klikke sig ind i og åbne.
Og den opgave har Fie Winther Sørensen ikke svært ved at håndtere på sin Mac.
»Jeg har hentet opgaver på det interne net masser af gange uden problemer. Det er fuldstændig det samme som med en Windows-computer, bortset fra, at det er nogle andre genveje,« fortæller hun.
Men det faktum, at Undervisningsministeriet ikke kan garantere gnidningsløs Mac-adgang får stadig Århus Købmandsskole til at lukke af for alt andet en Windows-pc'er ? af frygt for at stå med elever med tekniske problemer i eksamenssituationen. Også selvom Torben Bisbo helst så det ændret
»Vi har ingen interesse i ikke at tillade Macs til eksamen. Når vi tester, er der ingen problemer, og sidste år var der elever til eksamen med deres Mac, fordi vi dengang ikke var opmærksomme på vejledningen. Så vi synes, det er lidt tosset, men vi tør simpelthen ikke,« siger han.
Hans gæt på den mulige årsag er potentielt bøvl med at afspille lyd- og videoklip, der hører til eksamensopgaverne. Og så tænker han, at mange sikkert vil gå langt for at undgå test- og eksamensskandaler som dem, der de seneste år har regnet ned over folkeskolen.
»Jeg synes ikke det er rimeligt, at jeg skal vænne mig til et helt nyt styresystem og nye programmer, når jeg skal til eksamen. Det er forskelsbehandling,« siger Fie Winther Sørensen.