Måling: Danske internetbrugere er mindre bekymrede over it-sikkerheden

En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser blandt andet, at danskere er blevet mindre bekymrede over it-sikkerheden på nettet.
Illustration: Danmarks Statistik

Sideløbende med den senere tids privacy-sager om Facebooks omgang med brugerdata er befolkningens generelle tryghed ved at afgive personoplysninger til sociale medier i umiddelbar fremgang.

Sådan ser det i hvert fald ud i en måling af it-anvendelsen i befolkningen i forhold til informationssikkerhed, som Danmarks Statistik (DST) har offentliggjort. Målingen er foretaget fra marts til maj i år.

Illustration: Danmarks Statistik

I forbindelse med undersøgelsen har DST lavet en tabel, hvor det på en graf fremgår, at omkring 30 pct. af de adspurgte i 2015 var bekymrede over at afgive personoplysninger til sociale medier. Tallet for 2019 er omkring 17 pct.

Også på flere andre områder er befolkningen tilsyneladende blevet mindre bekymrede over internetaktiviteter i forhold til sikkerheden siden 2015.

Eksempelvis ser det på tabellen ud til, at mere end 10 pct. af de adspurgte var bekymrede over at bruge netbank på grund af sikkerheden i 2015, mens tallet for 2019 er på omkring 5 pct.

Phishing og backup

Af undersøgelsen fremgår det desuden, at den mest udbredte form for it-kriminalitet er phishing. Således har 43 pct. af de adspurgte oplevet at modtage mails »afsendt med en hensigt om at lokke modtageren til at afgive oplysninger,« som det er formuleret.

Ifølge DST er den næstmest udbredte form for it-kriminalitet forsøg på at omdirigere internetbrugere til fupbutikker eller andre typer hjemmesider med forfalsket indhold. Det angiver 14 pct., at de har oplevet.

Og så er der tilsyneladende sket en glædelig udvikling set med it-sikkerhedsbriller, hvad backup angår.

»60 pct. af befolkningen tager backup af deres filer på online-lagertjenester (cloud), en ekstern harddisk eller USB-nøgle. Sikkerhedskopiering er blevet mere udbredt blandt befolkningen end i 2015, hvor 55 pct. af befolkningen tog backup af deres filer. Forskellen kan bl.a. forklares ved, at en række cloud-backup-løsninger sker automatisk,« lyder det fra DST.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

En ny undersøgelse fra Danmarks Statistik viser blandt andet, at danskere er blevet mindre bekymrede over it-sikkerheden på nettet."

Er nettet blevet mere sikkert? Det tvivler jeg på. Så hvad handler det her om?

Det er svært at opretholde en kritisk sans overfor ting, man er blevet afhængig af. Folk kan simpelthen ikke mere tænke i et liv uden at være slaver på de sociale medier, så de er begyndt at fortrænge, at de simpelthen er afhængige.

Tech-giganterne har vundet, de har verdensherredømmet. Slut med demokrati og frihed. Lad Facebook, Twitter og Google råde.....Det er jo meget behageligt (indtil videre) at være slave....

Der kommer en regning, der skal betales, på et tidspunkt. Ingen totalitære styrer er i det lange løb behagelige.... Har vi da intet lært af historien?

Anne-Marie Krogsbøll

Måske står det ikke så slemt til..... DST om undersøgelsen:
"Kilde: Egne beregninger, som ikke kan genfindes i statistikbanken."

Hvad er det for en undersøgelse at lave? Ingen dokumentation eller egentlige kilder? Egne beregninger"?

DST har ikke nogen høj troværdighed hos mig. Det er muligt, at det er mig, der ikke kan finde ud af at hente det bagvedliggende materiale, men i mine øjne kan undersøgelsen ligeså godt være det rene opspind.... jeg har da sjældent set så ringe en kildeangivelse.

Hvis jeg skal dømme efter min egen omgangskreds, er bekymringen bestemt ikke blevet mindre - opgivelsen bare større. Så mine beregninger siger noget helt andet....(håbet er lysegrønt).

Peter Lykke Egelund

...at danske internetbrugere retteligt er blevet mindre bekymrede fordi de faktisk er blevet mere opmærksomme? Dvs at vi alle er blevet bedre til at gennemskue hvilke samtykker vi afgiver, blevet bedre til at tage back-up af vores data, blevet bedre til at skifte passwords og generelt til at beskytte vores data?

Indrømmet, lidt naivt - men jeg håber at vi faktisk er blevet lidt mindre bekymrede fordi vi faktisk er lidt mere opmærksomme.

Om den gennemsnitlige Version2-læser er blever mindre bekymret, det er en anden snak. Og om den gennemsnitlige Version2-debattør er blevet mindre bekymret er en tredie snak.

Anne-Marie Krogsbøll

Tak for svar, Peter Lykke Egelund.

Ja, man kan forestille sig så meget... Jeg kunne godt forestille mig, at der var bedre henvisning til, hvor man har disse tal fra, end at det blot er "egne beregninger", uden for mig at se yderligere dokumentation. Men det er da muligt, at det bare er mig, der ikke kan finde dokumentationen for lige den statistik - i så fald er det min fejl.

Du skriver, at du synes, at der er fin dokumentation. Kunne du lægge links ud til, hvor de har disse tal fra, for jeg har faktisk forsøgt at finde baggrundsmaterialet - altså for præcist den statistik?

Jeg undrer mig så lidt over din vinkel - at vi skulle være mindre bekymrede, fordi vi er blevet mere opmærksomme. Jeg tænker da, at hvis vi hele tiden er opmærksomme på evt. sikkerhedstrusler, så er det vel udtryk for, at vi er blevet mere bekymrede?

Men igen - man kan forestille sig så meget. Men DST's udmeldinger skal helst ikke basere sig på forestillinger - så jeg ville være glad, hvis jeg kunne få lov at se baggrundsmaterialet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere