Lynhurtige gamers indsamler over 15,5 millioner kroner til velgørenhed

Illustration: Games Done Quick
I den seneste uge har nogle af verdens hurtigste computerspillere samlet 2,4 millioner dollars – mere end 15 millioner kroner – ind til Prevent Cancer Foundation ved begivenheden Awesome Games Done Quick.

2.200 gæster og flere hundredtusinde seere fulgte med i sidste uge, da 131 spil blev gennemført i rasende tempo til vinterudgaven af det halvårlige event Games Done Quick.

I alt samlede AGDQ lige knap 2,4 millioner dollars – omtrent 15,6 millioner kroner – fra 46.331 donationer fra seere til Prevent Cancer Foundation. Det er det største beløb, der nogensinde er blevet samlet til Games Done Quick.

Seertallet toppede søndag på 223.137, da speedrunneren 'spacey1' spillede det populære Dark Souls III. AGDQ kører både dag og nat, og på intet tidspunkt i løbet af eventet faldt seertallet under 60.000.

Pejlemærke for gamingverdenen

Games Done Quick er et speedrunning-event. Verdens hurtigste gamere mødes og viser deres evner inden for deres udvalgte computerspil, mens gæster og seere fra hele verden følger med og donerer penge, når deres yndlingspil eller spillere dukker op.

Samtidig kører der konkurrencer, hvor folk, der donerer, kan donere til fordel for bestemte spil eller bestemte måder at spille visse spil på.

Games Done Quick har kørt siden 2010, hvor det første event – Classic Games Done Quick – løb af stablen i kælderen hos en af arrangørernes mor og samlede 10.532 dollars til nødhjælpsorganisationen Care.

Siden da er Games Done Quick vokset til en af gamingverdenens store begivenheder, som finder sted to gange om året og donerer penge til skiftevis Prevent Cancer Foundation og Læger uden Grænser.

Over en million chatbeskeder og 130.000 tweets blev skrevet om AGDQ i år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere