Lykkelig skilsmisse? LibreOffice taler dagligt med Oracle

The Document Foundation og Oracle er i daglige samtaler om fremtiden for Libreoffice og Openoffice. Men de to vil fjerne sig fra hinanden på sigt.

Selv efter skilsmissen er folkene bag udbryderprojektet Libreoffice i tæt kontakt med databaseleverandøren Oracle, der har ansvaret for udviklingen af den åbne kontorpakke Openoffice.org.

Det sker 'af hensyn til børnene', kunne man fristes til at sige.

Faktum er nemlig, at Libreoffice nu er et officielt 'fork' ? eller forgrening ? af Oracles Openoffice.org-projekt.

**LÆS OGSÅ **Så er det officielt: Libreoffice er et 'fork' af Openoffice

»Oracle ønsker ikke at være en del af The Document Foundation. Men det betyder ikke, at vi ikke snakker sammen. Vi skal nu hver især finde ud af, hvordan vi skal gebærde os over for hinanden,« fortæller Leif Lodahl, der er dansk repræsentant for og medstifter af organisationen The Document Foundation, som står bag Libreoffice.

Organisationen består af en række forhenværende Openoffice.org-folk og har opbakning fra flere store spillere i softwarebranchen, herunder Ubuntu-fabrikken Canonical, Red Hat, Novell og Free Software Foundation.

**LÆS OGSÅ **OpenOffice-folk i Oracle-skilsmisse: Stifter LibreOffice

Han vurderer, at The Document Foundation og Oracle vil fortsætte med at have en eller anden form for teknisk samarbejde omkring de to projekter.

Selvom parterne officielt er gået hver til sit, har hverken Oracle eller The Document Foundation nogen interesse i, at bruddet ender ulykkeligt.

»Jeg kan ikke forestille mig andet, og vi er lige nu i daglig kontakt enten telefonisk eller per e-mail med Oracle. Der er ingen interesse i, at det skal ende i et slagsmål,« siger Leif Lodahl.

Han fortæller, at den kommende version 3.3 af Openoffice.org og Libreoffice vil være stort set ens.

Vil fjerne sig fra hinanden

Når det så er sagt, mener Leif Lodahl, at Libreoffice på længere sigt vil fjerne sig mere og mere fra Openoffice.org.

»Det gælder specielt noget af den funktionalitet, som Oracle har været imod. Men det har vi aftalt ikke at fortælle om,« siger Leif Lodahl.

Understøttelse af Microsofts OOXML-format har været nævnt som et punkt, hvor Oracle og The Document Foundation ikke er enige?

»Det kunne godt være ét af eksemplerne. Oracle har ikke været så interesseret i at arbejde på bedre OOXML-understøttelse, og det er noget af det, The Document Foundation vil arbejde for,« siger Leif Lodahl.

Leif Lodahl vurderer, at arbejdet med Libreoffice bliver mere frit og fleksibelt, end det var tilfældet med Openoffice.org i hænderne på Oracle.

»For eksempel er det et halvt år siden, at jeg spurgte Oracle, om de ville lægge en dansk synonymordbog ind i Openoffice. Det har de ikke gjort. Samtidig er udviklingen af Openoffice ikke sket hurtigt nok, og det har været for svært for ude fra kommende udviklere at få Oracle til at godkende patches til Openoffice,« siger Leif Lodahl.

Han fortæller, at udfordringen nu bliver at få organisationen på plads i The Document Foundation.

»Det er klart, at når man er en stor gruppe mennesker uden en fælles chef, så kan der opstå uenigheder, så det skal vi nu til at løse organisatorisk,« siger Leif Lodahl.

Kontorpakken Openoffice blev oprindeligt søsat som et gratis og åbent alternativ til Microsofts kontorpakke, Office. Sun Microsystems stod bag udviklingen af Openoffice i ti år, indtil Oracle købte selskabet i januar 2010.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Ove Andersen

Nu har en del folk efterhånden vænnet sig til navnet OpenOffice.org, men det tyder jo lidt på, at Oracle måske vil lade det glide over i Oracles proprietære Oracle Open Office (tidligere StarOffice), og så skal folk til at vænne sig til det produkt de kender som OpenOffice pludselig er proprietært.

Så nu skal vi vænne os til navnet LibreOffice i stedet. For det virker til Oracle vil køre det andet i sænk.

Godt man allerede kan hente LibreOffice på http://download.documentfoundation.org/libreoffice/testing/

  • 0
  • 0
#2 Jimmy Frydkær Dürr

At vide, at Canonical er et af firmaerne bag LibreOffice. Dette giver vel en slags sikkerhed for at LibreOffice bliver at finde i Natty Narwhale a.k.a. Ubuntu 11.04 som skulle komme i Alpha 1 allerede den 4 november 2010.

Så lad endelig Oracle gøre med OOo hvad de vil. Jeg tror personligt at LibreOffice bliver længder bedre end både MS Office og OOo. Men det vil tiden vise.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere