Lovforslag: Politiet skal nu masseovervåge alle flypassagerer
Fremover skal politiet systematisk indsamle, behandle og opbevare samt kunne videregive oplysninger om flypassagerer og deres rejser - også kaldet passagerlisteoplysninger eller PNR-oplysninger.
Forslaget indebærer at luftfartsselskaber løbende forud for flyvninger, der har tilknytning til Danmark, skal videregive PNR-oplysninger i elektronisk form, herunder oplysninger om 1) PNR-nummer, 2) dato for reservation/udstedelse af billet, 3) planlagt(e) rejsedato(er), 4) navn(e), 5) adresse og kontaktoplysninger (telefonnummer, e-mailadresse), 6) alle former for oplysninger om betalingsformer, herunder faktureringsadresse, 7) fuldstændig rejseplan for en konkret passagerliste, 8) oplysninger om bonusprogrammer, 9) rejsebureau/rejseagent, 10) rejsestatus for passagerer, herunder bekræftelser, indtjekningsstatus og oplysninger om »no-show« og »go-show«, 11) opsplittede/opdelte PNR-oplysninger, 12) generelle bemærkninger, herunder alle tilgængelige oplysninger om uledsagede mindreårige under 18 år, såsom den mindreåriges navn og køn, alder og talt(e) sprog, navnet på og kontaktoplysninger for den ansvarlige person ved afrejsen og dennes forhold til den mindreårige, navnet på og kontaktoplysninger for den ansvarlige person ved ankomsten og dennes forhold til barnet, lufthavnsmedarbejder ved afgang og ankomst, 13) oplysninger i billetrubrikken, herunder billetnummer, dato for udstedelse af billetten og enkeltbilletter, automatisk billetprisangivelse (»automated ticket fare quote«), 14) pladsnummer og andre pladsoplysninger, 15) oplysninger om fælles rutenummer (»code sharing«), 16) alle bagageoplysninger, 17) antal medrejsende og disses navne på passagerlisten, 18) eventuelt indsamlede forhåndsoplysninger om passagerer (API-oplysninger), herunder typen, nummeret, udstedelseslandet og udløbsdatoen for ethvert identitetsdokument, nationalitet, efternavn, fornavn, køn, fødselsdato, luftfartsselskab, rutenummer, afgangsdato, ankomstdato, afgangslufthavn, ankomstlufthavn, afgangstidspunkt og ankomsttidspunkt, og 19) alle historiske ændringer af passagerlisten vedrørende punkt 1-18. Kilde: Forslag om lov om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer, L107Fakta: Hvad skal systematisk indsamles?
I hvert fald hvis regeringen får vedtaget et lovforslag som blev lagt frem i november, og som netop nu behandles i Folketinget. Forslaget kaldes 'lov om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer.'
Formålet er at give give politiet hurtig og systematisk adgang til PNR-oplysninger, så de kan nemmere kan bekæmpe grov kriminalitet.
Det vækker kritik:
»Man vil indsamle oplysninger om samtlige flypassagerer, gemme det i en database og lave analyser på det. Det er masseovervågning, og det er helt urimeligt, at helt almindelige og uskyldige danskere skal underlægges sådan en kontrol,« siger Jesper Lund, der er formand IT-Politisk Forening, til Fagbladet 3F.
Datatilsynet konstaterer i et høringssvar (PDF), at der med forslaget bliver etableret 'vide rammer for behandlingen af disse oplysninger, herunder mulighed for udveksling af oplyningerne med myndigheer og organisationer i andre EU-medlemsstater og tredjelande.'
»Det er derfor fortsat Datatilsynets opfattelse, at en så omfattende indsamling og efterfølgende behandling af passageroplysninger øger risikoen for konkret og ikke-proportionelle indgreb i privatlivets fred, f.eks. i form af en nærmere kortlægning af enkeltpersoners færden,« lyder det fra Datatilsynet i et høringssvar.
Loven rummer samtidig et forslag om at samle indsamlingen af PNR-data i en ny enhed under Rigspolitiet, kaldet PNR-enheden.
I andre lande skal efterretningstjenester ifølge 3F have en begrundet mistranke for at tilgå PNR-databasen, og det skal ske inden for rammerne af EU’s databeskyttelseslovgivning. Denne beskyttelse er ifølge Jesper Lund ikke med i det danske lovudkast.
Formålet med lovforslaget er ifølge regeringen også at skabe rammerne for en dansk tilknytning til PNR-systemet, som allerede findes i EU, men som vi som følge af vores retsforbehold ikke deltager i.
Allerede i dag har Politiets Efterretningstjeneste (PET), Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og Toldstyrelsen adgang til PNR-oplysninger. Disse myndigheders adgang til PNR-oplysninger bevares, men indsamlingen flyttes til politiet, som altså også får adgang til data.
