Lovforslag: PET skal have adgang til passageroplysninger uden retskendelse

Et nyt lovforslag skal give PET omfattende adgang til oplysinger om flypassagerers medrejsende og kreditkortoplysninger hos rejseselskaber. Uden retskendelse.

Et nyt lovforslag vil give Politiets Efterretningstjeneste adgang til de oplysninger, som flyrejseselskaber gemmer om deres passagerer – det vil eksempelvis sige kreditkortoplysninger, tidligere reservationer, bagageoplysninger og oplysninger om, hvem en given person rejser sammen med. Alt sammen uden retskendelse.

Det skriver Berlingske.

Oplysningerne går under betegnelsen PNR-data (Passenger Name Record), og justitsminister Mette Frederiksen (S) mener, at hurtig adgang til dem vil være en stor hjælp i forbindelse med terrorbekæmpelse.

»Når vi giver PET mulighed for at få oplysninger om, hvem der rejser ind og ud af landet, ligger der tungtvejende samfundsmæssige hensyn bag lovforslaget. Efterretningsarbejde er ofte som at lægge puslespil, hvor enkeltoplysninger, som ikke nødvendigvis er belastende, kan have afgørende betydning for terrorforebyggelse, når de samles med andre oplysninger. Derfor skal PET i vidt omfang kunne indhente oplysninger,« siger hun.

Forslaget giver også PET hjemmel til at overvåge personer, der rejser til destinationer, som vurderes at være relevante i forbindelse med terrorisme.

Læs også: Ny terrorpakke giver FE flere beføjelser end NSA

Helt konkret skal flyselskaberne, hvis forslaget vedtages, udlevere oplysningerne til Skat, hvorefter PET får adgang til dem. Det skal råde bod på, at det tidligere samarbejde mellem de to, hvor PET brugte oplysninger fra Skats håndhævelse af toldloven, er brudt sammen på grund af tvivl om det juridiske grundlag.

Jurister og organisationer kritiserer forslaget for at være for vidtgående, og Jacob Mchangama, direktør i den uafhængige tænketank Justitia, savner konkrete eksempler på, at PNR-data har været essentielle for efterretningstjenestens arbejde.

»Hvis man skal vedtage den slags, bør der være solide holdepunkter for, at dette er nødvendigt. Det, at man får de her oplysninger, kan selvfølgelig give et billede af, hvem man rejser med, og hvor man færdes. I samspil med de øvrige informationer, de kan få adgang til, er det klart et skridt i retning af, at vores færden i stigende grad meget detaljeret registreres. Her får man endda adgang til oplysningerne uden en retskendelse,« siger han.

Læs også: Dokumentation: 19 fakta om din flyrejse, EU vil gemme i 5 år

Også Rådet for Digital Sikkerhed kritiserer forslaget, og formand Birgitte Kofoed Olsen påpeger, at man ved hjælp af eksisterende teknologi kan indrette et system til analyse af rejsemønstre, så den enkeltes identitet først bliver afsløret, når der foreligger en konkret mistanke.

Både Venstre og Dansk Folkeparti har erklæret sig åbne for forslaget.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (24)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Brian Jacobsen

Hvis der ikke allerede findes en 24/7 dommervagt må der kunne etableres en.
Så kan politiet, PET, SKAT, pejlevognen osv. ringe ind og få en dommerkendelse på 5 minutter. Bare det at de skal igennem en dommer bør begrænse brugen. For ellers er der jo frit spil.

Lige nu er vi ved at totalt underminere vores retsstat. Og for hvad? Hvem er det, der presser på for at få disse ekstreme rettigheder?

Vi kender godt stråmændene "børneporno, terror, bla bla", men hvad er den virkelige baggrund? Er det alle disse "småstater" i staten (politiet, PET, SKAT), der er i gang med at opruste - og i så fald mod hvad? Er det reelt folketingsmedlemmerne, der ønsker disse love eller bliver de manipuleret af nogen der er klogere?

Mange spørgsmål og desværre kun få svar.

Henrik Strøm

Jeg tror ikke der er nogen der mener at relevante myndigheder ikke skal have mulighed for at efterforske, men når disse myndigheder ikke skal have en begrundet mistanke, og ikke skal indhente en dommerkendelse, har det ikke noget med efterforskning at gøre, det er udelukkende et spørgsmål om overvågning.

Lad os beholde proceduren med dommerkendelse, således at der er sporbarhed i disse sager - det kunne jo være rart når folk på et tidspunkt vågner op, og vi kan efterforske hvem der har udleveret hvilke oplysninger om danske statsborgere til udenlandske efterretningstjenester, med hvilke politikeres velsignelse, og hvorvidt dette er sket på et lovligt grundlag.

Vi er jo nødt til at give myndighederne mulighed for at efterforske.

Bjarne Nielsen

Hvis der ikke allerede findes en 24/7 dommervagt må der kunne etableres en.

Der findes allerede det såkaldte "forspildt øjemed"-begreb, som på jævnt dansk siger, at hvis formålet med indgrebet vil blive forpasset medens man venter på en dommerkendelse, så kan den indhentes på bagkant (op til 24 timer).

Der behøver derfor ikke være døgnåbent for dommerkendelser.

Ditlev Petersen

PET har jo i forvejen en mulighed for at bestemme, hvem der ikke kan blive minister. Desværre fungerer det ikke godt nok - endnu - da en minister åbenbart også kan afgøre, hvem der ikke skal være chef for PET. Så måske er hypotesen om "en stat i staten" ikke helt så paranoid, som den lyder? Det grimmeste ved at være paranoid er den snigende fornemmelse af, at der faktisk ikke er noget galt med mig.

Finn Thøgersen

PET har jo i forvejen en mulighed for at bestemme, hvem der ikke kan blive minister.

Det er så ikke korrekt.
PET kommer med en udtalelse, men det står statsministeren fuldstændigt frit at sk**e højt og flot på den, sålænge hun ikke har et flertal mod sig.

Farcen omkring Henrik Sass Larsens ikke-udnævnelse siger mere om de interne forhold i Socialdemokratiet i efteråret 2011.

Rune Jensen

Synes det er mere sjovt, at regeringen indfører mere overvågning, mens en foketingskandidat for et siddende regeringsparti blogger om mindre overvågning.

Hvordan hænger den lige sammen.

Hvorfor skifter denne blogger mon ikke parti, hvis hun er uenig i partiets poitik.

Måske jeg ikke stemmer hverken radikalt eller social"demokratisk".

Kunne være.

Jesper Lund

Hvis PET har så forbandet meget brug for de oplysninger, hvorfor skal de så en tur over SKAT først. Det lugter langt væk.

Ved terrorpakke II i 2006 fik PET faktisk en lovhjemmel til (næsten) helt uhæmmet at indhente PNR oplysninger fra flyselskaberne. Flyselskaberne skulle sågar give PET direkte adgang til deres bookingsystemer. Se luftfartsloven § 148 a, eller afsnit 8 i lovforslaget L 217 fra 2005/06
https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=158058
http://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/l217/html_som_fremsat.htm

Så manglede der bare lige lidt IT-understøttelse, men det kunne PET og Justitsministeriet ikke finde ud af. Så efter et par år opgav de igen, i stedet for at kaste sig ud i et nyt Polsag/Amanda system, selvom det ifølge bemærkningerne fra 2006 lovforslaget hastede med PNR adgangen. I stedet ville man vente på EU PNR direktivet, som har været undervejs siden 2007 i forskellige former.

Alt i mens PET liggede og rodede med IT uden at komme nogen vegne, er det i al stilhed lykkedes SKAT at opbygge et system til indsamling af PNR oplysninger fra tilsyneladende alle flyselskaber, med hjemmel i toldlovens § 17.

SAS har været så venlig at give SKAT direkte adgang til deres bookingsystem, mens andre mere privatlivsvenlige flyselskaber overfører passagerlister på papir, sikkert fax (forhåbentlig med svært læseligt font).

SKAT og SAS (der ejes af you know who..) har skjult dette ret godt, men det er for eksempel omtalt i denne DIIS rapport, side 33
http://subweb.diis.dk/graphics/Publications/Reports2011/RP2011-12-Terror...

Justitsministeriet har endda den frækhed at skrive i lovforslaget at SKAT's PNR indsamling må være kendt, men hvorfra skulle folk kende den? SAS gør opmærksom på at de giver PNR oplysninger til USA, hvis man rejser dertil, men ikke et ord om SKAT, så vidt jeg kan se.
https://www.sas.dk/alt-om-rejsen/vilkar-og-betingelser/privacy-policy-/

SKAT laver ifølge lovbemærkningerne og DIIS rapporten en fuld profilering (data-mining analyse) af alle flypassagerer med henblik på at vurdere om de smugler narko. Det snedige ved toldvæsenet er at de kan undersøge folk uden en dommerkendelse.

De PNR oplysninger som SKAT indsamler er sådan set allerede i dag tilgængelige for PET uden retskendelse, fordi PET-loven § 4 giver PET ret til at indhente en hvilken som helst oplysning fra andre forvaltningsmyndigheder, herunder SKAT, hvis det skal bruges i forbindelse med "terror" (forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13, for at være helt præcis).

Men det er ikke godt nok for PET og Justitsministeriet, eftersom der er nogle PNR oplysninger (de såkaldte API-oplysninger, bl.a. fødselsdato og pasnummer) som SKAT ikke selv har brug for, og derfor kan SKAT ikke (lovligt) indsamle dem, selvom PET er interesseret.

Det skal det nye lovforslag løse med en eksplicit hjemmel til at SKAT indsamler PNR til sig selv og PETs arbejde med terror. Samtidig skal de udenlandske flyselskaber tvinges til at aflevere PNR oplysningerne i digital form til et nyt IT-system, det danske PNR system, som duoen SKAT-PET skal til at opbygge. SKAT får også hjemmel til at gemme PNR oplysningerne i længere tid end i dag, op til 2 år (PNR data som ryger videre til PET kan gemmes hos PET i op til 15 år). Og betingelserne for at PET kan få adgang til PNR oplysninger hos SKAT sænkes fra PET lovens § 4 (som kræver en lille smule vurdering af relevans) til PET lovens § 3, som siger at PET kan få adgang, medmindre det på forhånd kan udelukkes at oplysningen er uden relevans for PETs arbejde (med terror). Sagt med andre ord: PET får en lovhjemmel til total bulk collect-it-all indsamling af PNR.

Det er meget forståeligt at den danske befolkning er "mad as hell" over dette data-svineri med PNR, men det meste foregår faktisk allerede i dag, både hos SKAT og PET..

Enjoy, og overvej at tage toget i stedet for flyet, sålænge togrejser holdes uden for PNR masseovervågningen (det varer nok kun et par år).

Jesper Lund
IT-Politisk Forening

Finn Thøgersen

Pet frarådede Ole Espersen i sin tid, ironisk nok blev Ole Justitsminister af 2 omgange, Gad vide om Helle har mindre nosser end Anker..

Der er vel 2 muligheder mht Sass Larsen fiaskoen, enten et internt kniv-i-ryg opgør med efterfølgende spil for galleriet, eller at den nye ledelse havde så dårlige forbindelser til de gamle folk at man ikke var briefet og ikke kunne trække på dem da det ramlede.

Det var sådan noget man kunne forvente fra et parti helt uden regeringserfaring, men socialdemokraterne burde om nogen have netværket (2 tidligere statsministre, 1 do kandidat og et utal af nr 2/3/4, rådgivere, embedsmænd osv der havde været tæt på processen).

Der kommer nok en erindringsbog engang :-)

Per Hansen

Magt korrumperer. Det er en gammelkendt sandhed som stadig gælder. "Terror" forekommer mig at være en ren afledningsmanøvre. Det mærkelige er at folk ikke siger fra over for det. Det handler jo om hvilke partier vi stemmer på ved valgene. Det er nemt at stemme på mere fornuftige partier. Men måske folk simpelthen er for dumme og bare hopper i med begge ben?

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Brugerundersøgelse Version2
maximize minimize