Lovændring tæt på mål: FBI må hacke netværk og computere i hele verden
FBI skal have mulighed for at hacke sig ind på netværk overalt i verden ud fra en enkelt dommerkendelse. Sådan lyder en ændring i retsplejeloven, som den amerikanske højesteret nu har godkendt, skriver mediet techcrunch.
De nuværende regler begrænser dommeres retskendelser til kun at gælde inden for egen retskreds – så en dommer i San Fransisco normalt ikke kan godkende en ransagning i Brooklyn eller i Danmark for den sags skyld.
Den foreslåede ændring mangler kun at blive godkendt af Kongressen. Går den igennem, vil dommere kunne give lov til IT-baserede ransagninger, der gælder i hele verden.
En FBI-agent i Virginia vil derved lovligt kunne hacke computere eller netværk i Thailand.
FBI vil kunne ransage uden mistanke
Nogle er mildest talt ikke begejstrede for forslaget. Her i blandt American Civil Liberties Union og Google, der argumenterer, at ændringen vil underminere internationale traktater og skabe grundlag for ransagninger uden mistanke.
Loven på området har tidligere også ledt til heftig debat, blandt andet da FBI brugte børnepornositet Playpen til at fange kriminelle fra hele verden – her i blandt Danmark.
Efterfølgende viste det sig, at FBI’s beviser var ugyldige, da deres dommerkendelse fra Virginia ikke retfærdiggjorde en verdensomspændende overvågning, som var tilfældet med Playpen.
»Der er seriøse og vedvarende problemer med, at regeringen hacker, og denne ændring vil kun forværre det,« siger Joseph Lorenzo, der er chef teknolog i Center for Demokrati og Teknologi, til Techcrunch.
Flere organisationer er enige med ham og beder nu Kongressen om at tage affære og stoppe lovændringen. Gør Kongressen ikke det, vil lovændringen træde i kraft den første december.
