Logica vinder kontrakt på lønsystem for 30 mio. kr.

Drift og udvikling af et nyt lønsystem til statens HR-medarbejdere er endt i hænderne på Logica. KMD, NNIT og Netcompany havde også budt på ordren, men måtte gå slukørede hjem.

Konsulentvirksomheden Logica skal stå for udvikling og drift af et nyt lønsystem til Økonomistyrelsen med det ikke udpræget flamboyante navn HR-Løn.

HR-Løn skal bruges af statens medarbejdere i personaleafdelingerne, der på en enkel måde skal kunne registrere ansættelser og ændringer i lønnen uden at vide en masse om det store, forkromede Statens Lønsystem, der bruges til at beregne og uddele løn til de ansatte i staten.

Udover Logica havde også KMD, Netcompany og NNIT budt på opgaven, og IBM nåede også at blive prækvalificeret, men var dog ikke med i feltet, da den endelige leverandør skulle vælges.

»De havde alle lavet nogle rigtig gode tilbud. Vi har forsøgt at se på, hvem der havde den bedste forståelse for, hvad vi gerne vil opnå,« siger kontorchef i Økonomistyrelsen, Lise Ebbensgaard, til Version2.

Logica endte med at vinde udbuddet, fordi virksomheden kunne tilbyde den bedste kvalitet, men derudover ønsker Lise Ebbensgaard ikke at gå i detaljer med vurderingen af Logica. Økonomistyrelsen havde vægtet kvaliteten af tilbuddet med 45 procent, mens pris og tidsplan samt leveringssikkerhed blev vægtet henholdsvis 40 og 15 procent.

Økonomistyrelsen og Logica har nu afklaret, hvad der skal ske i begyndelsen af det nye år. Selve udviklingen begynder efter nytår, og Økonomistyrelsen er i gang med at inddrage brugerne i forhold til brugervenligheden af systemet.

Første delleverance af systemet ventes i midten af 2010, mens det endelige system ventes færdigudviklet og implementeret i løbet af 2011.

Ifølge Lise Ebbensgaard lyder den samlede prisseddel på projektet på omkring 30 millioner kroner, hvilket både omfatter Logicas og Økonomistyrelsens eget arbejde på systemet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere