Løbsk router fik P3 til at sende konkurrenten Radio24Syv

DR's krydsfelt, der leder lyd rundt mellem statsradiofoniens studier, gik amok under et rutinetjek onsdag. I flere minutter sendte P3 og P4 fra konkurrenten Radio24Syv.

Onsdag eftermiddag blev den kække ungdomsradio på P3 og lokaludsendelserne på P4 i flere minutter erstattet af snakkeradio fra DRs nye konkurrent, Radio24syv.

Ikke overraskende var det en teknisk fejl i en lydrouter, og ikke en venlig gestus, der fik DR til at sende Iben & Mødregruppen fra konkurrenten.

Ifølge teknisk servicechef i DR, Mikkel Müller, opstod fejlen under et rutinetjek af det krydsfelt, der leder lyden rundt mellem studierne i DR.

»Heldigvis er teknikerne på og opdager ret hurtigt, at der er noget galt. De får bragt systemet tilbage i normal drift efter 21 minutter,« siger han til Version2.

Udfaldet stod på mellem klokken 13.18 og 13.39 onsdag. På DR's øvrige radiokanaler resulterede det i støj og hyletoner.

Kritisk setup i to kældre

DR benytter et avanceret krydsfelt til at lede lyden mellem studierne rundt efter behov. Fra et brugerinterface kan DRs specialister for eksempel bestemme, at lyden fra mikrofonerne i studie A skal kobles sammen med dem fra studie B.

Systemet er kritisk for DRs udsendelser og er derfor redundant med placering af et setup i to forskellige kældre. Fejler det ene, skal der automatisk skiftes over på det andet.

Men da DR onsdag skulle teste, at det ene setup uden videre kunne tage over i tilfælde af fejl på det andet, gik det galt.

»I forbindelse med et årligt health-check sammen med leverandøren tjekker man rutinemæssigt, at man kan lave failover fra den ene kælder til den anden. Men i går gik der noget galt inde i router-systemet, som gør at, lyden forsvinder på alle vores radiokanaler,« fortæller Mikkel Müller til Version2.

Det virker rimeligt nok, at lyden forsvinder. Men hvordan kan det være, at P3 og P4 lige pludselig begynder at sende Radio24Syv?

»Vi har jo mange andre radio- og tv-kanaler end vores egne kørende til intern deling i DR, så journalisterne kan følge med på andre medier. Derfor har vi også haft signalet fra Radio24Syv kørende,« siger Mikkel Müller.

Det er dog stadig ikke klarlagt til bunds, hvordan konkurrentens sendeflade endte hos DR.

»Nu analyserer vi på livet løs, hvad der har været årsag til den her fejl. Vi gennemgår blandt andet nogle logfiler, og i den proces undersøger vi også, hvordan Radio24Syv kom ind på P3 og P4 i en del af perioden,« siger servicechefen.

Mikkel Müller ønsker ikke at oplyse navnet på leverandøren.

Opdateret klokken 15.36: Forkert navn på leverandør er nu fjernet fra artiklen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere