Alle danske privatpersoner, foreninger og virksomheder, der allerede har et .dk-domænenavn eller ønsker at oprette et nyt, skal fremover registrere deres identitet med NemID.
Det oplyser DK Hostmaster.
»Ved at indføre identitetskontrol med NemID får vi bedre sikkerhed for identiteten på den person, der står bag et domænenavn, og vi mindsker muligheden for at misbruge andres personers oplysninger. Det bidrager til større sikkerhed i den danske .dk-zone,« siger DK Hostmasters direktør, Jakob Bring Truelsen, ifølge en meddelelse.
Version2 har tidligere beskrevet, hvordan svindlere i år har haft travlt med at købe danske domæner og opsætte fup-butikker på dem.
Således blev der eksempelvis i maj registreret det højeste antal domæner af personer med relation til Kina i løbet af en måned siden november 2014. Og mange af dem er altså butikker, der sælger falske varer eller på anden måde svindler kunderne.
»Vi er meget opmærksomme på den øgede kriminalitet på nettet, og ved at indføre id-kontrol med NemID kan vi være sikre på, at vi kender identiteten på den, der har et domænenavn. Får politiet kendskab til fuphjemmesider eller andet misbrug, så øger vi muligheden for at kunne finde frem til personen bag,« forklarer Jakob Bring Truelsen.
Rent praktisk vil eksisterende domæneejere ikke kunne få adgang til den konto, hvorfra de administrerer deres domæne fra i dag. Og det bliver et krav i registreringsprocessen at identificere sig med NemID, hvis man vil have et nyt .dk-domæne.
»Kravet om NemID-registrering vil gøre det langt mindre attraktivt for svindlere at registrere et domæne og åbne en webbutik med falske svarer. Og det vil også gøre det nemmere for myndighederne at finde dem, som står bag fuphjemmesider eller andre sider, hvorfra der bedrives misbrug,« siger Jakob Bring Truelsen til Version2.
Når brugeren én gang har gennemgået identitetskontrol med sit NemID til sine domænenavne, vil det fortsat være muligt at logge ind med sit bruger-id fra DK Hostmaster.
Obligatorisk brug af NemID vil ifølge DK Hostmaster gælde for alle nye og eksisterende brugere, der er bosat i Danmark. I princippet kan eksisterende domæneejere godt fortsætte en rum tid endnu uden NemID-registrering, hvis de ikke gør brug af deres administratorkonto. Men på et tidspunkt bliver der fastlagt en deadline. (se note nederst, red.)
DK Hostmaster kommer senere på året med en løsning, der skærper identitetskontrollen for udenlandske kunder.
DK Hostmaster har efter udgivelse af artiklen oplyst, at der ingen planer er pt. om at man får suspenderet sit domænenavn på sigt, hvis man ikke logger ind med NemID.